Når reklamebureauet Envision og kommunikationshuset Buchs servicerer danske annoncører sker det sammen med Minh Graphic – et topmoderne produktions-selskab i Ho Chi Minh City.

Minh Graphic har hidtil været ledet af mandlige, danske direktører, men i takt med, at det bliver mere krævende at være arbejdsgiver i Vietnam, giver det bedre mening at ansætte en lokal leder.

Derfor har ejerne nu udnævnt en lokal kvinde, Thuy Nguyen, som Managing Director for den vietnamesiske virksomhed.

Vietnamesisk og vestligt mindset

Bestyrelsen har rekrutteret Thuy Nguyen fra interne rækker i Minh Graphic. Hun er håndplukket til stillingen, fordi hun både har lokal kulturforståelse, er forretningsmindet og vestligt orienteret.

Hun er desuden gift med en dansk-vietnameser.

– Thuy er på alle mulige måder lige så kompetent som enhver dansk direktør, dog med den undtagelse, at hun kan sproget. Hun har greb om, hvordan man driver forretning, men også forståelse for den vietnamesiske arbejdskraft.

– Og så bor hun i Saigon og skal derfor ikke hjem igen til Danmark som vores tidligere direktører, tilføjer Anni Sørensen, CFO Envision.

Den nye Managing Director ser også selv sin lokale kulturforståelse som helt afgørende.

– Det er nok den vigtigste bløde egenskab. Selvom mange vietnamesere taler og forstår engelsk, kan mange ting gå tabt i oversættelsen. Jeg føler, at jeg kan forstå medarbejderne bedre, og derfor kan jeg også supportere dem bedre, siger Thuy Nguyen:

– En anden fordel handler om alt papirarbejdet. Alle informationer, regler og love fra regeringen, vores udlejer osv. er på vietnamesisk, og her behøver jeg selvsagt ingen oversættelse.

Fra ”ja tak” til ”nej tak”

Et ”pænt nej tak” er et svar, man sjældent møder i en vietnamesisk virksomhedskultur. Derfor var det faktisk positivt, da Thuy Nguyen i første omgang takkede nej til stillingen som Managing Director hos Minh Graphic.

– Vietnamesere har typisk en pleaser-kultur, hvor man sjældent siger nej til ledelsen. Thuy er den første, vi har oplevet sige nej. Det overbeviste os egentlig bare om, at hun var den

rigtige til stillingen. For så vidste vi, at hun tænker over tingene og tør sige fra, fortsætter Anni Sørensen.

Et af de krav Thuy Nguyen havde til direktørstillingen, var tilstedeværelsen af en dansk grafisk designer til support.

– Jeg har altid ønsket mig en dansk grafisk designer i Minh Graphic, som kunne inspirere og udvikle medarbejdernes kompetencer og give dem mere viden om dansk designstil. Da det blev godkendt af bestyrelsen, besluttede jeg mig for at sige ja til direktørjobbet, fortæller Thuy Nguyen.

Danske David Vuckovic, som er uddannet grafisk designer hos envision, er derfor hentet til Vietnam som Graphic Supervisor. Han skal sikre den grafiske kvalitet, workflows og i det hele taget kommunikationen til de danske bureauer.

– Den nye rolle i Vietnam har allerede båret frugt. Vi har færre fejl og misforståelser, og niveauet har på få måneder løftet sig mærkbart, fortæller Chris Mikkelsen, Head of Repro & Production hos Envision.

Outsourcing optimerer – men ikke uden dansk opbakning

Envision og Buchs rekvirerede for lidt over 10 år siden Minh Graphic, og er siden lykkes med at udvikle et topprofessionelt selskab. Det giver ekstra kapacitet og fleksibilitet i produktionen af tilbudsaviser, kataloger, webbannere og andre grafiske produkter. Produktionsomkostningerne er væsentligt lavere end i Danmark, og det kombineret med et automatiseret og digitalt produktionssystem betyder, at man kan tilbyde en meget effektiv grafisk produktion.

Minh Graphic består i dag af 60 dygtige grafikere, som supporterer de danske ejere med layout, rentegning og billedbehandling. De bakkes hele tiden op af den danske know-how med kontinuerlig optimering og opfølgning.

– Det er os, som sætter rammerne for udviklingen i Minh Graphic. De opgaver, vi outsourcer hertil, er typiske volumenopgaver, ensartede og kontinuerlige opgaver. Det handler om effektivitet. Samtidig giver det et større rum for den kreative udvikling for de danske grafikere herhjemme, slutter Chris Mikkelsen.

Fakta om Thuy Nguyen

· Managing Director, Minh Graphic.

· Thuy Nguyen er 35 år gammel og har mere end 10 års erfaring i den grafiske branche i Vietnam, herunder 8 år hos Minh Graphic.

· Hun er uddannet på Ho Chi Minh City University of Technology .

Fakta om Minh Graphic

· Minh Graphic er en grafisk produktionsvirksomhed i Ho Chi Minh City, Vietnam.

· Virksomheden er grundlagt i 2005 og beskæftiger i dag 60 grafikere.

· Envision ejer 60 pct. af selskabet og Buchs 40 pct.

· Faste kunder tæller bl.a. Bilka, Føtex, Dagrofa, Tæt på, Egmont SE og DK, Sengespecialisten, Plantorama og Lysmesteren.

Læs mere om selskabet her