Gennem de seneste syv år har han været profilen bag Dagrofa-koncernens private label-program - herunder lanceringen af hverdagsbrandet Gestus.

Men nu rykker Michael Rahbek ind en nyoprettet stilling som marketingdirektør hos fødevare-virksomheden The Whole Company.

Tidligere har han arbejdet med marketing i Unilever, Coca-Cola, Saxo Bank og Coop, og i sin nye stilling kommer han til at sætte kendte brands som Castus frugtstænger, Heidelberg, Fredsted The, Trope snacks, Superfood og Vita Care på dagsordenen.

Om valget af Michael Rahbek som ny marketingdirektør, siger adm. direktør og ejer af The Whole Company, Henrik Winther-Olsen:

- Michaels erfaringer fra begge sider af bordet og hans solide resultater, kombineret med et stærkt kommercielt mind-set, passer godt til den rejse, som The Whole Company er på, både nationalt og ikke mindst internationalt. I en stadig mere udfordrende konkurrencesituation har han bevist, at han kan opbygge kommercielt stærke brand-koncepter, så vi er glade for at få han med ombord.

Nyt hold skal sættes

Selv kalder Michael Rahbek The Whole Company for ”en særdeles progressiv virksomhed med gode resultater og et solidt grundlag for yderligere vækst” ud fra visionen om at Gøre en sund forskel:

- Danskerne kender allerede til flere af de brands, som hører under paraplyen i The Whole Company, men kendskabet skal være endnu større. Så jeg ser frem til den strategiske opgave, der ligger i at gøre disse brands endnu mere kommercielle - og sikre succesrige lanceringer af nye stærke brand-koncepter til både danskerne og ikke mindst det store udland, siger Michael Rahbek.

En af de første arbejdsopgaver for den nye marketingdirektør bliver at sammensætte det marketing-team, der skal realisere de kommercielle planer.

Hertil kommer også en evaluering af de nuværende samarbejdspartnere, hvor man på bureaufronten senest - i august sidste år - valgte Anew.

Nye bureauer på vej?

- Jeg har fået en unik muligheden i at sammensætte et nyt hold, der skal på en rejse sammen med mig og resten af The Whole Company. I den forbindelse er det også naturligt på en konstruktiv måde at kigge på de eksterne samarbejdspartnere, og evaluere hvordan vi kan få mest ud af hinandens kompetencer og visioner, siger Michael Rahbek.  

Han mener bl.a. at strukturen i virksomhedens brandportefølje ligger godt til at satse på flere forskellige samarbejdspartnere:

-  Med den brand portefølje vi har i dag - og får i fremtiden - vil vi alliere os med bureauer og samarbejdspartnere, der løser forskellige opgaver afhængig af brandets størrelse og position. Til et nyt koncept er løsningen måske at lade mindre samarbejdspartnere få en opgave i et anderledes set-up. Jeg er i hvert fald klar til at blive udfordret, blandt andet på den digitale front, siger Michael Rahbek.

Udover at tiltræde stillingen som marketingdirektør, indtræder Michael Rahbek også i The Whole Companys øverste ledelse.