Den tredje udgave af the M List, bogen med ca. 200 dygtige danske marketers, er på vej i trykken, og resultatet lanceres den 26. januar 2018 på hotel Marriott.

Efter de første to udgaver lød det i nogle kredse: ”Er det ikke blot en gang rygklapperi til vennerne?” Vi spørger to fra det Advisory Board, der har arbejdet med udvælgelsen, hvad de tænker om denne tredje udgave?

– Vi er meget positivt overraskede over, hvor dybt og professionelt styregruppen har gravet for at nå frem til det betydelige antal kandidater, vi har taget stilling til, og vi har naturligvis haft frie hænder til at føje navne til listen, siger Christina Tønnesen, adm. direktør hos Mensch, og Søren Flemming Larsen, CEO hos Interflora.

– Derefter har vi tjekket og krydstjekket de potentielle kandidater, hver gang vi var i tvivl om, hvorvidt de burde være på listen. Betyder det, at listen af kandidater ikke kan udfordres? Eller at vi ikke har overset nogle dygtige marketers?

– Nej, det er den risiko, man lever med som Advisory Board. Men vi har gjort os umage og mener, at der er gode argumenter bag alle kandidater, som vi har udvalgt på baggrund af 5 kriterier:

Brede kriterier

• Højt fagligt kompetenceniveau

• Visionær og innovativ

• Synlige resultater

• Anerkendelser og vundne branchepriser

• Kommunikations- og ledelsesevner

De kriterier er næppe fordelt med 20 pct. per kriterium. Kan I sætte lidt flere ord på, hvordan kriterierne balanceres?

– Nej, vi har ikke brugt en millimeter nøjagtig skala. Vi har vurderet kompetencerne på tværs af kriterierne. Og nogle kandidater har scoret højt på nogle kriterier og lavere på andre.

– Men gennemgående har diskussionerne handlet om, hvorvidt niveauet samlet set var højt nok. Og dér har vi ikke været bange for at tage en runde mere. At Styregruppen så har kaldt os det mest kritiske Advisory Board nogensinde, tager vi blot som et udtryk for, at vi har gjort vores arbejde ordentligt, siger Christina Tønnesen.

Modige virksomheder

Kan man overhovedet sige noget om helheden, altså på tværs af samtlige navne?

– De har alle fået en inspirerende tanke – og måske endda flere. Men endnu vigtigere er det, at de har haft modet til at føre idéerne ud i livet. Desuden har de en voldsom energi, og hvis man skulle stille et landshold, baseret på energi, kreativitet og evnen til at skabe effekt af markedsføring, så er navnene i bogen et ganske godt bud, fortsætter Søren Flemming Larsen.

Hvorfor bruger du ordet energi?

– Fordi det, vi typisk bedømmer marketers på, er eksekveringen. Hvad kom der ud af deres marketing-indsats? Ofte overser vi, at de skal kæmpe for idéerne internt i deres organisation, hvor gatekeeperne står i kø for at skyde eksempelvis kostbare eller eksperimenterende indsatser ned.

– Så denne bog indeholder også en indirekte hyldest til de virksomheder, der har modet til at satse på marketing som en effektiv forretnings-driver. Derfor er bogen også et dokument, der kvitterer for modet i mange forskellige markeder, hvor konkurrencen ofte er meget hård, slutter Søren Flemming Larsen.

Fagligheden frem for kvindeligheden

Vi er nødt til at vide, om the M List betyder the Male List?

– Naturligvis kender vi til diskussionerne, især fra den første udgivelse. Men det har ikke påvirket vores udvælgelse af branchens dygtigste. Det giver ikke nogen mening at insistere på, at der skal være en 50-50 fordeling, når der er flere mænd end kvinder i branchen.

– Jeg tror i øvrigt ikke, at der er kvinder, der ville ønske sig en plads på listen på grund af kvindelighed frem for deres faglighed, slutter Christina Tønnesen.

Til lancerings-eventet, hvor vi sammen med Berlingske kårer Årets CMO, vil Ajaz Ahmed, stifteren af AKQA, være keynote-speaker. Hans bøger ”Velocity” og ”Limitless” har sat standarder inden for digital og kreativ tænkning, som andre bureauer i dag sigter efter.

Ajaz Ahmed og AKQA har vundet stort set alle de hædersbevisninger, AdAge, AdWeek, Campaign og the Gunn Report har uddelt for effektiviteten inden for markedsføring. Kundelisten har talt og tæller Nike, Coca-Cola, Google, Heineken og den slags selskaber.

Tag bare venner og kolleger med. Ajaz Ahmed er værd at lytte til.

Du kan læse mere om eventet her.