Modekoncernen Bestsellers brand Jack & Jones rykker ind i e-sports-verdenen som sponsor for det succesfulde danske Counter Strike-hold, Astralis.

Aftalen omfatter en pose penge - et ikke nærmere defineret millionbeløb – hvortil kommer masser af co-brandede aktiverings-initativer, events og merchandise – og en særlig performance optimized e-sportstrøje, som de unge e-sportsstjerne skal være med til at designe.

Og ifølge omnichannel-ansvarlig hos Jack & Jones, Henning Nielsen, er samarbejdet baseret på fælles værdier og muligheden for nye, uudforskede forretningsmuligheder:

- Vi er meget imponerede over Astralis’ professionalisme, deres stærke præstationer og deres dedikation. Det er præcis de værdier, vi også tror på hos Jack & Jones, og det nye partnerskab, der skal munde ud i nyskabelser til e-sport-scenen, er en naturlig udvikling af vores mangeårige tradition for samarbejde, siger han og tilføjer:

​- Og ud over det åbenlyse værdifællesskab, så deler vi ønsket om altid at være de bedste på vores felt. Og netop udviklingen af en ny e-sportstrøje og en e-sports-uniform, der lever op til de særlige krav, sporten stiller, er et perfekt eksempel på netop det.

I fint sponsorselskab

Hos e-sportsselskabet Rfrsh, der ejer Astralis-holdet, er CCO Jordi Roig også rigtig godt tilfreds med den nye aftale.

- Astralis handler om konstant forbedring, om at optimere enhver performance gennem en professionel og dedikeret tilgang, træning og en sund livsstil. Men når det gælder tøj og udstyr til træning og konkurrencer, har e-sporten fortsat brug for at udvikle sig, siger han og tilføjer:

- Og ligesom vi har gjort det på andre områder, der kan forbedre vores præstationer, har vi været på udkig efter en partner med ekspertisen og viljen til at udvikle og producere en ny trøje eller uniform, der er baseret på netop e-sportens behov, og det har vi fundet i Jack & Jones.

Med aftalen kommer Astralis-holdet, der består af fem spillere mellem 19 og 24 år, i fornemt sponsor-selskab med bl.a. Formel1-køreren Kevin Magnussen og Premier League-stjernen Kasper Schmeichel.

- Det ligger i Jack & Jones’ kultur at støtte præstationsstærke hold og personer. Og med den enorme vækst e-sporten oplever i øjeblikket på antal spillere, fans, communities - og som underholdningsprodukt – så er partnerskabet med Astralis og Rfrsh ikke bare interessant for os, men også for vores målgruppe, siger Henning Nielsen.

Lancerer trøje til november

Sponsoratet og partnerskabet vil i den kommende tid udmønte sig i en række initiativer, herunder fan hangouts, Meet​ ​n’​ ​Greets, konkurrencer, SoMe-aktiviteter, lancering af merchandise-kollektioner og som nævnt – et særligt design-samarbejde.

​Den nye e-sportstrøje vil blive præsenteret ved et fan-arrangement i forbindelse med den store e-sports-turnering BLAST Pro Series, som løber af stablen i Royal Arena i København sidst i november.

Her vil danske e-sportsfans for første gang få lejlighed til at se verdens bedste Counter Strike-hold spille mod hinanden i en turnering, som også bliver streamet internationalt.

Læs mere om Astralis-holdet her, og se de fem spillere på besøg hos Bestseller i videoen herunder.