Den hæderkronede design-virksomhed Georg Jensen styrker marketing-tropperne  med ny Head of Content.

Det drejer sig om Kasper Sierslev, der senest kommer fra en stilling som Head of Creative & Design hos Saxo Bank, hvor han har været gennem de seneste to år, og hvor han bl.a. stået i spidsen for flere prisbelønnede inhouse-kampagner.

- Jeg har været meget glad for at være hos Saxo Bank, men jeg ville gerne prøve kræfter med et mere fysisk brand, og Georg Jensen rummer på det punkt de vildeste historier og et kæmpepotentiale. der er så at sige guld gemt i arkiverne, siger Kasper Sierslev.

Med skiftet genforenes han i øvrigt med to tidligere Saxo Bank-kollegaer – virksomhedens CMO, Philip Wegloop, og Head of Marketing, Nanna Baht-Hagen, og også det har spillet en rolle i forbindelse med skiftet.

- Også på den professionelle front vælger man jo mennesker, siger Kasper Sierslev. 

Hvor kommer du til at have særligt fokus hos Georg Jensen?

- På e-handel og på at arbejde mere strategisk med sociale medier. Her ser vi et stort potentiale.

Kasper Sierslev er uddannet på henholdsvis Reklameskolen og Danmarks Journalisthøjskole, og har – ud over erfaringen fra Saxo Bank – også været Global Head of Creative hos Maersk Line, ligesom han på bureaufronten har erfaring fra bl.a. Bocca, Bergsøe4 og Core:workers.