Efter 12 år i den aarhusianske reklamebranche fik Jakob Nusbaum i 2016 lyst til at skifte reklameskjorten ud med en skovmandsskjorte og blive selvstændig med Gourmensch.

- I mange år arbejdede jeg som Koncept Art Director på nogle af de store bureauer i den aarhusianske reklamebranche, fortæller Jakob Nusbaum, der blev udlært hos envision. Senere gik turen til Uncle Grey, som dengang havde Per Pedersen som kreativ direktør.

- Jeg elsker at udvikle koncepter og idéer, og jeg har haft en masse fede stunder og har mødt mange dedikerede, dygtige og inspirerende mennesker i branchen. Men jeg begyndte at savne noget, siger Jakob Nusbaum og fortsætter:

- Jeg vidste ikke helt, hvad det var. Jeg følte, at jeg havde en eller anden uforløst energi. At jeg havde mere at bidrage med. Jeg ville arbejde med mennesker, mad og formidling og så besluttede jeg mig for at skrue ned for reklamekarrieren og i stedet udvikle en platform, hvorfra jeg kan være med til at inspirere mennesker med at komme ud i naturen og tilberede gourmetmad over bål. Sammen.

Bålmad og teambuilding

I dag arbejder han på fuldtid på at udbrede sin passion for udeliv og ryste mennesker sammen via madlavning over bål i Gourmensch.

Firmaet arrangerer Outdoor teamcooking kurser for virksomheder ude i naturen året rundt.

- Deltagerne skal have fingrene ned gryden og tilberede maden selv under kyndig vejledning.

- Det skaber glade mennesker med lys i øjnene og et bedre sammenhold, når man står og tilbereder maden over ild, og når man nyder maden sammen efterfølgende, siger Jakob Nusbaum.

- Outdoor Teamcooking er “slow cooking”. Det handler om at komme ned i gear, Tilberede lækkert mad over ild med gode kollegaer og blive rystet sammen. Man kan sagtens nyde et glas bobler, mens stegen syder. Bålet er magisk. Der er noget urinstinkt over bålet.

Grey New York skal lave bålmad

Gourmensch er kommet ganske godt fra start, selvom det stadig er i opstartsfasen. Det blev fx kåret som årets nye madnavn på Northside i 2016. Og årets madbod i 2017.

- Dertil kommer, at vi har lavet outdoor teamcooking for topledelsen i Grundfos og haft en masse andre spændende virksomheder forbi bålet, som vi er utrolige stolte over, siger han og kan også fortælle, at Gourmensch netop har indgået et samarbejde med LEGOHOTEL & Conference om at tilbyde Outdoor Teamcooking for hotellets konferencegæster.

Jakob Nusbaum vender i øvrigt i slutningen af marts tilbage til rødderne i reklamebranchen, da et af verdens stærkeste kreative bureauer, Grey New York, hvor Per Pedersen i dag er Global Creative Chairman, skal lave bålmad uden for København i regi af Gourmensch.Se en lille stemningsvideo om Gourmensch her: