I begyndelsen af december kunne vi fortælle, at fire kreative fra danske bureauer var udvalgt til årets storjury ved New York Festivals Advertising Awards, der har hædret verdens bedste kreative arbejder siden 1957.

Det drejede sig om om Robert Cerkez, Creative Director hos & Co., Emil Asmussen, Creative Lead hos Vice Media/Virtue Worldwide, Jan P., Producer og Creative Director i M2 Film, og Jacob Haagen Birch, der er stiftende partner og Graphic Designer i Spine Studio.

Nu har reklamefestivalen også offentliggjort navnene på de første medlemmer af årets Executive Jury, og her er danske Per Pedersen, Global Creative Chairman hos den globale reklamebureaugruppe Grey, med blandt de 21 udvalgte kreative topfolk fra hele verden.

- Juryen omfatter nogle af verdens mest indflydelsesrige kreative ledere, der arbejder med reklame i dag, siger Michael Demetriades, der står i spidsen for New York Festivals.

- Juryens globale ry og kaliber, kombineret med deres erfaring i at genkende innovative, kreative arbejder, sætter barren højt for dette års konkurrence, fortsætter han.

Executive juryen skal bedømme de shortlistede arbejder – shortlisten tager  storjuryen sig af – i alle kategorier undtagen Public & Media Relations, Marketing Effectiveness, Film Craft og Package Design.

Der er deadline for indsendelser til næste års New York Festivals Advertising Awards 31. januar, hvilket du kan læse meget mere om her.

Årets awards uddeles ved en stor ceremoni i Lincoln Centeret i New York den 17. maj, og du kan se hele Executive-juryen her.