En af de sidste store Ad Men fra den gyldne æra er faldet. Hans-Ulrik var en af de mest engagerede og samtidig elskelige chefer, reklamebranchen har kendt. 

Han var en sand ildsjæl, der elskede sit fag, sit bureau og sine medarbejdere. Samtidig var han en levemand, der spredte humør og stemning overalt, hvor han kom frem.

Da Hans-Ulrik kom fra udlandet til Ted Bates i 1984, var bureauet et noget hensygnende sted langt fra tidligere tiders storhed. Som en sand spillende træner, kom Hans-Ulrik ind med sin diskuterende, engagerende og til tider konfronterende stil og fik genrejst Bates til et stolt og vindende hold igen. 

Op i gennem 90’erne og 00’erne var Bates et af landets førende, der år efter år blev kåret til Danmarks bedste bureau af Børsens Nyhedsmagasin. Hans-Ulrik samlede et utroligt stærkt hold omkring sig, og han krævede meget af sine nærmeste. 

For Hans-Ulrik var der ikke forskel på arbejde og fritid. Det hele handlede om Bates, og man skulle som medarbejder være klar til at følge ham, dag og nat. Til gengæld fik man så en fantastisk rutsjebane-tur med vognfører Longhi ved roret. Never a dull moment.

Lyset brændte i begge ender

Hans-Ulrik elskede sit fag og kunne diskutere det til langt ud på natten. Han kunne være en til tider kolerisk og konfronterende modstander indadtil, men altid en stolt og beskyttende chef udadtil, og altid i bureauets sande interesse. 

Han sparede ikke sig selv og brændte ofte sit lys i begge ender. Til sidst kunne han ikke mere efter næsten 20 år, men han overgav den kommende generation et bureau i topform.

Han blev ombord som bestyrelsesformand, Nordisk chef og brancheformand og klarede flot den svære opgave at støtte og hjælpe den nye ledelse uden at blande sig unødigt i det daglige.

Verden er blevet et kedeligere sted

Privat nød han sine utallige rejser til Brasilien og Asien. Gerne sammen med sin engelskboende søn Alexander. Hans-Ulrik hadede den lange, våde og kolde danske vinter. På disse rejser ladede han op, helst med en stak litteratur om amerikansk politik og store personligheder indenfor business- og sportsverdenen. 

Hans-Ulrik, jeg vil altid være dig evig taknemmelig for, at du gav mig chancen som din efterfølger og for al din sparring undervejs. Tak for de mange løftede og prikkende pegefingre, grin, fyringer, lange nætter, endeløse diskussioner, fantastiske rejser og store oplevelser. 

Jeg ville ikke have været en eneste af dem foruden. Verden er blevet et lidt kedeligere sted uden dig, Longhi. og jeg har mistet en fantastisk chef og ven.

”So Longhi” ... æret være dit minde.

Hans-Ulrik Longhi begraves fra Hornbæk Kirke i morgen kl. 13.00.