Danske Hempel, der hvert år producerer og sælger maling for milliarder af kroner verden over, har store globale ambitioner og har for første gang ansat en Global Head of Marketing, der skal strømline selskabets kommercielle kommunikation på tværs af 80 lande og alle kanaler.

Posten besættes af Charlotte Seemann Klempel, der kommer til Hempel fra en stilling som marketing- og kommunikationsdirektør i biotekselskabet Exiqon.

Hun har desuden en international marketingbaggrund fra Novo Nordisk og høstet masser af erfaring fra bureausiden hos bl.a. Kunde & Co., McCann og AdPeople.

Hos Hempel får Charlotte Seemann Klempel det strategiske ansvar for at drive og videreudvikle den globale malingproducents internationale marketingaktiviteter samt at styrke Hempels markedsposition, der i disse år gennemgår markante forandringer som følge af en ambitiøs vækststrategi.

Digital indsats skal skærpes

Charlotte Seemann Klempel bliver en del af Hempels Commercial Leadership Team, og hun refererer til Michael Hansen, der er Executive Vice President & Chief Commercial Officer (CCO) i Hempel.

- Vi er glade for at have tiltrukket en strategisk og analytisk kapacitet som Charlotte til vores hold og vores ambitiøse vækstrejse. Hendes brede erfaring med international og digital marketing understøtter vores 2020-strategi ”Journey to Excellence”, siger han.

- Som en global virksomhed er det vigtigt, at vi konstant forbedrer vores interaktion med kunderne på de internationale markeder og bliver mere effektive i alt, hvad vi gør. Charlotte skal derfor drive og videreudvikle vores globale marketingaktiviteter. Hun kommer til at have særligt fokus på, at vi som virksomhed møder vores kunders behov herunder også med digitale løsninger, fortsætter Michael Hansen.

Ny kundesegmentering på vej

Charlotte Seemann Klempel er i fuld gang med arbejdet med at samle alle marketingtrådene i Hempels nye globale marketingenhed.

Hvad er jeres største udfordring på marketingfronten lige nu?

- I Hempel er vi 6.000 medarbejdere og repræsenteret i 80 lande – med mange forskellige forretningsenheder og løsninger. Vi skal have bygget et fundament, der samler Hempel til ét Hempel, og hvor vi kan levere ensrettede løsninger til kunderne.

- Marketingmæssigt kan vi supportere denne proces ved at udvikle en global kundesegmenteringsmodel samt klare og stærke value propositions baseret på vores markeds- og kundeindsigt – og kommunikere disse konsistent, så kunderne møder vores brands og oplever samme brandværdi, uanset om det er i Kina eller Kiev.

- En stadig større del af vores kontakt med kunderne sker digitalt, hvilket vi skal blive endnu bedre til at håndtere på en enkel og tydelig måde fremadrettet. ”My Hempel”, som er vores digitale kundeportal, skal udbredes, så vi kan få salgsstyrken frigjort fra ordrehåndteringen – det kræver et stærkt push marketingmæssigt. Nåh ja, så er der jo også lige vores website, der skal revitaliseres, siger Charlotte Seemann Klempel.

Ser på bureau-samarbejder

Derudover er Klempel ved at sætte det team, der skal hjælpe hende med at styre Hempels globale marketing, ligesom hun er ved at skaffe sig et overblik over Hempels mange bureaupartnere verden over.

Skal I i pitch efter et globalt leadbureau?

- Det er for tidligt at sige noget om endnu, slutter Charlotte Seemann Klempel, der begyndte i sit nye job for små 14 dage siden.