Torben Rønler foretager endnu en markant manøvre i sit professionelle liv, da han siger farvel til posten som kommerciel direktør i IUM-bureauet Media Print for at blive ny adm. direktør i Dansk Annoncørforening.

Tiden hos Media Print var i øvrigt langt fra Torben Rønlers første professionelle skridt i bureauverdenen: Han har gennem årene både været selvstændig med eget bureau, derudover først kontaktdirektør, siden COO, hos Courage Euro RSCG samt kontaktdirektør i det fynske reklamebureau Nørgård Mikkelsen.

Torben Rønler har også har høstet solid erfaring fra annoncørsiden: Han kom således til Media Print i begyndelsen af 2016 efter godt fire år som marketingdirektør for Peugeot i Danmark og Sverige, så han svinger med den nye direktørpost i de danske annoncørers brancheforening ind på sit tredje karrierespor.

Dansk Annoncørforening mener, at netop den brede baggrund giver Torben Rønler gode muligheder for at drive foreningens udvikling frem mod at blive den bedste sparringspartner og vagthund for alle danske annoncører.

Mere relevant end nogensinde

Og hvad mener Torben Rønler selv?

- Det er der naturligvis noget om. At kende samspillet mellem bureauer og annoncører indgående er en af forudsætningerne for at løse opgaven, siger han.

Og selvom ordet ”forening” måske nok kan lugte lidt hengemt i vores digitale nutid, så anser Torben Rønler Dansk Annoncørforenings relevans – den har eksisteret siden 1947 – for at være større end nogensinde.

- Det, der tænder mig ved jobbet, er, at der i mine øjne i dag er mere brug for en forening, der udelukkende kæmper annoncørernes sag, end nogensinde tidligere, hvilket ikke mindst skyldes den teknologiske udvikling, siger Torben Rønler.

Hvorfor det?

- Annoncørerne har sværere og sværere ved at gennemskue transparensen i hele den digitale medieøkonomi, og her er det vigtigt, at vi kommer på banen med inspiration og gode råd, som vores medlemmer kan bruge ude i deres hektiske hverdag, siger Torben Rønler, og henviser til Dansk Annoncørforenings paneldebat og medlemsundersøgelse, der i sidste måned satte netop gennemskuelighed i det digitale medieindkøb på dagsordenen.

- Den slags initiativer er jeg sikker på, at vi kommer med mange flere af fremadrettet, siger han.

Vil lytte til medlemmerne

Dermed tyder det på, at Dansk Annoncørforening kommer til at slægte sin amerikanske pendant, ANA, (Association of National Advertisers), mere på fremadrettet. De har i årevis været meget synlige i offentligheden med undersøgelser og efterfølgende omtale af og debat om bl.a. robot-kliks på nettet, der hvert år koster annoncører milliarder, fordele og ulemper ved insourcing/outsourcing og ikke mindst den manglende gennemskuelighed i medieindkøbet.

- Jeg vil sætte endnu mere fokus på de gråzoner, som annoncørerne skal navigere i, og vi kommer til at tage udgangspunkt i det, medlemmerne fortæller os, siger Torben Rønler.

Derfor ser han også frem til en af de første ting, han vil foretage sig, når han indtager foreningens hjørnekontor:

- Jeg skal ud at tale med medlemmerne og høre, hvad de har på hjerte, og det er deres input, der afgør, hvad vi derefter sætter på dagsordenen, slutter Dansk Annoncørforenings nye adm. direktør.

Torben Rønler begynder i sit nyt job 1. december.