Et af Skandinaviens førende konsulenthuse inden for digital commerce, Impact, har internationale ambitioner, og opruster derfor med et nyt kompetencelag i form af en Creative Director.

Valget er faldet på Michael Nilsson, der har mere end 20 års erfaring med design og brandudvikling.

Han har tidligere været Creative Director hos Hello Group og Kontrapunkt og Senior Designer og Head of Design hos henholdsvis Make og Vertic, og han har gennem årene arbejdet for brands som B&O Play, Adidas og Adobe.

Og Michael Nilssons kompetencer er vigtige i kampen om de store spillere på den internationale scene, lyder det fra Impact:

- Vi har designet mange fantastiske løsninger og vundet masser af priser inden for digital commerce. Det kræver et solidt fokus på brugervenlighed, data og kundeoplevelse. Men at skabe fremtidens ledende købsoplevelser kræver endnu mere. Det kræver nogle af Michaels kompetencer, og jeg er sikker på, at hans erfaringer kommer vores kunder til stor gavn, siger Simon Lange, Head of UX & Design i Impact.

Brandets egen fortælling

Impact samarbejder til daglig med brands som nemlig.com, Imerco, Chr. Hansen, HAY og 3 Mobil, og nu er det målet at løfte købsoplevelser på tværs af touch points, siger den nye Creative Director: 

- Nu skal vi bygge videre på hvad begrebet ”commerce” egentlig dækker over. Der er et uforløst potentiale, da der ikke er mange, der har formået at skabe holistiske og sammenhængende oplevelser på tværs af kanaler, siger Michael Nilsson, og tilføjer:

- Når man taler om commerce, så begrænser det sig ofte til praktiske diskussioner om, hvordan man skaber den nemmeste og mest gnidningsfri rejse imod et køb – online eller i fysiske butikker. Men det, der driver udviklingen fremad, er, at vi favner alt, der omgiver hele købsoplevelsen og bliver bedre til at forene den digitale og fysiske verden. Hvad der motiverer kunden, hvad der skaber en vedvarende interesse blandt dem, og hvordan vi beriger brandoplevelsen mere end de forventer – uanset hvor vi møder dem. 

- Vi skal have brandets egen fortælling frem, og det handler i stor grad om at tage ejerskab på indholdsdelen samt en oprigtig nysgerrighed omkring menneskelig adfærd og tendenser.

Internationale ambitioner

Oprustningen med Michael Nilsson som Creative Director er en del af Impacts vision om at blive førende inden for deres felt i Europa, og netop de ambitioner er en af årsagerne til, at Michael Nilsson har valgt at blive en del af teamet:

- Mange bureauer stiller sig tilfreds med en udelukkende national kundebase, men det begrænser også ens måde at agere på, da der er meget at lære ved arbejdet med internationale kunder – ikke mindst kulturelt, siger han og tiføjer:

- Impact tør kigge ud i verden, har mod på at engagere sig med internationale kunder og mod på at styrke vores evner inden for commerce experience med et globalt mindset.