Lige før sommerferien overtog Philip Linnemann ledelsen af Kontrapunkt med titel af Executive Creative Director hos Kontrapunkt. Dermed sagde man farvel til adm. dir. titlen og således også Rikke Nalepa Olesen.

I stedet fik Philip Linnemann den mangeårige Lowe Friends CFO, Flemming Mortensen, med på holdet som COO.

Nu har Philip Linnemann så kigget sig om i sit netværk og ansat Jonas Smedegaard Buus som ny Design Director. De to kender hinanden fra deres tid hos Danske Banks Mobile Life enhed.

- Vi havde et rigtig fint samarbejde, så da vi skulle ansætte en ny Design Director, var det oplagt at kigge efter ham. Jeg ved, hvad han står for, og at han kan tilføre Kontrapunkt noget af det, som vi har brug for til bureauets udvikling,” siger Philip Linnemann.

Design Director er en ret ny titel hos Kontrapunkt. Den blev oprettet for to år siden, hvor Sandro Kvernmo blev udnævnt.

Nu rejser han tilbage til Norge, og Jonas Buus er således første gang, at Kontrapunkt eksternt rekrutterer en Design Director.

Jonas Buus får det kreative ansvar for store projekter i Kontrapunkt. Han har ud over Danske Bank også en række år hos Designit. 

Han er således en lidt anderledes designprofil end Kontrapunkt er kendt for at huse, som hidtil har været mere præget af et skarpt fokus på håndværksmæssige dyder. Designit har i højere grad været eksponent for design thinking i den digitale verden.

- I Kontrapunkt mener vi, at identitetsudvikling aldrig har været mere relevant, end det er i dag. Det har udviklet sig til at være udgangspunktet for alt, hvad du gør og siger som virksomhed. Det er vores ønske at kunne bringe vores kunder endnu længere og tænke og agere mere holistisk. Jonas er ikke bare en stærk designer på eksekvering – han er også en stærk strateg, og matcher derfor godt vores ambition om at indfri vores vision, siger Philip Linnemann.

Kontrapunkt udskilte tidligere på året sin shopper design-afdeling i et nyt bureau, Everland, der ledes af Kontrapunkts tidligere adm. direktør Thomas Gamst.