Hvordan inspirerer vi til bedre markedsføring? Det sker bl.a. andet ved at sætte fokus på de bedste blandt de dygtige, og det får to af branchens aktører til at samarbejde.

Derfor går ”the M List” og ”Årets CMO” sammen om at skabe et samlende tiltag, der hylder branchens absolut bedste og mest visionære fagfolk.

Marketing er nemlig en forretningsdriver, og ikke ”bare” en stabsfunktion.

The M List blev lanceret i 2016 af Dansk Markedsføring, og formålet var og er at samle, udfordre og udvikle marketingbranchen ved at fremhæve og hylde branchens absolut bedste og mest visionære fagfolk på tværs af medier, annoncører og bureauer i en årlig bogudgivelse.

Berlingske Business har stort set samme hensigt med awarden Årets CMO, der blev lanceret i 2015 for at sætte fokus på marketings transformation fra at være en stabsfunktion til at være en del af forretningsledelsen med ansvar for hele kunderejsen.

Samarbejdet løfter dansk marketing

Direktør i Dansk Markedsføring Thomas Wahl siger om samarbejdet:

– Fra 2018 bliver the M List adgangsbilletten til Årets CMO. The M List vil stadig være stedet, hvor vi sætter navn på årets mest visionære fagfolk på tværs af annoncører, medier og bureauer, men fremadrettet vil the M List’s Advisory Board nominere kandidaterne til Årets CMO.

Berlingske Business uddyber:

– Jo mere vi kan flytte opfattelsen af markedsføring fra at være en værktøj til at blive en forretningsdriver desto bedre. Vi ser derfor meget frem til samarbejdet og synergierne. Og som de foregående år nedsætter Berlingske en jury, der på baggrund af de nominerede kårer Årets CMO, siger Pia Fulgsang Bach, community redaktør hos Berlingske.

I de to år, The M List har eksisteret, har de nominerede til Årets CMO naturligvis også været at finde på listen, så navnesammenfaldet er tydeligt..

– Der er ingen tvivl om, at vi med samarbejdet styrker opmærksomheden omkring marketing, og selve lanceringsarrangementet vil også få glæde af at få en stærk partner som Berlingske med om bord, siger Thomas Wahl.

The M List 2018 udkommer eksklusivt for medlemmer i Dansk Markedsføring, og lanceres ved et stort event 18. januar 2018, hvor altså også Årets CMO vil blive kåret.

Har du en kandidat til M listen 2018 er der indstillingsfrist 30. august kl. 09.00.

Læs mere her.