De har ifølge eget udsagn gået og kigget hinanden an i et stykke tid, men nu har de fået papir på hinanden.

Mediabrands’ digitale reklamebureau, Marvelous, har hentet Cristobal Francisco Anthony Hödar ind som ny kreativ direktør.

Han kommer fra en stilling som kreativ direktør hos Liquidminds og gør sin entré hos Marvelous den 1. april.

- Marvelous er nok et af Danmarks mest spændende reklamebureauer. Det er et ungt bureau, der stadig har en ukuelig vilje og tro på at alt kan lade sig gøre, siger Cris Hödar.

Cristobal Francisco Anthony Hödar  - eller det lidt kortere Cris Hödar, som han kalder sig, har mere end 25 års erfaring som kreativ chef og senior AD’er med i bagagen.

Årene er tilbragt på adskillige danske og internationale bureauer, inklusive McCann, Kunde & Co., Proximity og DraftFCB og hos Marvelous bliver hans rolle især strategisk sparring og rådgivning, udvikling af kreativ kommunikation og konkrete anbefalinger til medievalg og eksekvering.

- Min spidskompetence ligger inden for det kreative, men det er min overbevisning, at god kommunikation kræver, at man på kort tid kan sætte sig ind i et givent marked og anskue tingene fra et strategisk perspektiv, trække essensen ud, strukturere de markedsføringsmæssige udfordringer og på denne baggrund komme med kompetente anbefalinger, siger han.

Har nye kompetencer med

Og om den ”gensidige forelskelse”, parterne har haft kørende over et stykke tid, siger Marvelous-direktør Christian Strand:

- Jeg vil sige, at vi har fået kigget hinanden ud. Og derfor føles det også rigtig godt at få Cris med på holdet. Han kommer med nogle kompetencer, vi ikke har i forvejen, han er også lidt en anden type - og så har han mange års erfaring fra nogle af de største bureauer i ind- og udland. Jeg er ærlig talt rimelig tilfreds med, at vi har nået en liga, hvor vi kan tiltrække et navn som Cris.

Opgaver i reklamebranchen har gennem årene ført Cris Hödar rundt i verden, fra Santiago i Chile til København og fra Stockholm til Barcelona, men nu glæder den nye kreative chef sig nu til at lægge en ny indsats hos Marvelous, som han på flere måder mener repræsenterer de nye strømninger i branchen:

- Markedet har næppe nogen sinde været så rodet og kompliceret. Der dukker nye teknologier og medier op hver dag, samtidigt med at de etablerede kanaler er under konstant forandring. Omvendt er det en spændende tid. Aldrig før har selve konceptet eller ideen været vigtigere end nu, siger Cris Hödar.

Marvelous er del af Mediabrands-gruppen, der i alt tæller ca. 120 ansatte i Danmark fordelt på mediabureauerne IUM og BPN samt Media Print, iRetail og Orion Trading.