Mindshare, der arbejder på at blive ”Danmarks mest integrerede bureau”, føjer nu endnu en tung profil til listen over medarbejdere.

Det drejer sig om Claus Dalgaard, der som ny Business Partner i Mindshare skal hjælpe bureauets kunder med at udvikle og omstille deres virksomheder til den digitale verden.

Et område, som han har masser af erfaring med, da Claus Dalgaard har arbejdet med det i mere end 15 år inden for konsulent- og mediebureaubranchen.

Han kommer til Mindshare fra en stilling som COO og partner i Suzumuchi.

Tidligere i karrieren har han bl.a. også været CEO for mediabureauerne Starcom og ZenithOptimedia, og han startede i øvrigt sin bureaukarriere i Mindshare som Account Manager i 2000.

En tung, digital rådgiver

- Jeg har altid været fascineret af at arbejde med virksomheder, der sætter kunden i centrum for deres produkter og services - tænker customer centric. For virksomheden kræver det, at kommunikationen til og samtalen med forbrugeren altid er relevant, lyder det fra Claus Dalgaard i en pressemeddelelse.

- For flere virksomheder kræver det ofte en omstilling både digitalt og organisatorisk, men det er min erfaring, at der ligger stor værdi for de virksomheder som omstiller sig – både i forhold til at bygge deres brand(s) – men også for deres bundlinje, fortsætter han.

Martin Ove Rasmussen, Nordic CEO i Mindshare, ser frem til samarbejdet.

- Digitale transformationer kræver dygtige kompetencer og solid erfaring - og her er jeg overbevist om, at Claus med GroupMs muskler i ryggen, står som en meget tung og kompetent rådgiver, siger han.

- Jeg har kendt Claus i mange år, både som en god kollega, men også som en respekteret forretningskonkurrent, og jeg er rigtig glad for at få ham på holdet igen, slutter Martin Ove Rasmussen.