Anders Wik stopper som CEO hos NORD DDB. Efter to og et halvt år hos DDB har Anders Wik valgt at blive sig selv. Thomas Erichsen tiltræder derfor som ny adm. direktør.

Det er ønsket om en friere rolle, der bedre kan kombineres med familieliv, som er baggrunden for hans beslutning om at stoppe.

– Siden 2011 har jeg boet på Bornholm med min familie og elsker livet på øen. Jeg har hele tiden sagt til mig selv, at hvis pendlingen til København begyndte at gå ud over familielivet, skulle jeg stoppe, siger Anders Wik.

– I løbet af efteråret har jeg mærket at det ikke kunne blive ved, og fortalte derfor mine partnere Thomas Erichsen, Thomas Fabricius og min nordiske chef, Niclas Melin, om beslutningen.

– Jeg mødte heldigvis stor forståelse kombineret med en vilje til at skabe en ny og friere rolle til mig i NORD DDB, noget der har resulteret i, at jeg starter en ny virksomhed med NORD DDB som første kunde.

Nu gælder det fase 2

Anders Wik taler med stor glæde om sin tid hos NORD DDB – den første tid som freelance, efterfølgende som Head of Digital og det sidste halvandet år som CEO.

– At få lov til at stå i spidsen for DDB i København sammen med Thomas Fabricius og Thomas Erichsen, og videreudvikle den helt unikke kultur, der er på bureauet, har både været en stor ære og fornøjelse.

– Det første år byggede vi på med nye kompetencer, det sidste år har vi brugt på at flytte bureauet, både i forhold til, hvordan vi arbejder, og hvor vi arbejder. Nu er vi på plads i nye lokaler i Møntergade, med den højeste medarbejdertilfredshed blandt alle DDB-bureauer i EMEA, og tager hul på fase 2 med NORD DDB-integrationen. Det er et naturligt tidspunkt for mig at gøre noget nyt.

Det nye firma hedder Ö

Niclas Melin, Nordic CEO i NORD DDB, forstår beslutningen, og er glad for at samarbejdet fortsætter: 
– Jeg forstår Anders’ beslutning 100 pct.. Når vi nu ikke kan beholde ham fast i København, har det været vigtig for os at beholde Anders tæt på. Vi har derfor skabt en rolle, hvor Anders vil arbejde freelance på udvalgte projekter for alle de forskellige bureauer i NORD DDB-familien.

Wik’s nye virksomhed får navnet Ö, og vil have base i en gammel maskinfabrik på Nexø havn på Bornholm. Ö bliver ikke et traditionelt bureau, men vil være et kreativt konsulentselskab, som både vil arbejde med start-ups og etablerede brands.

– Jeg har gennem de sidste år arbejdet meget med Design Sprint processer i forhold til udvikling af brandstrategier, produkter og tjenester og kreative kampagner, og det er noget, jeg kommer til at gøre mere af i rollen som facilitator.

– Det er min erfaring, at det at arbejde inden for en stramt defineret tidsramme face-to-face med beslutningstagerne i strategiske og kreative processer, skaber markant anderledes og mere holdbare løsninger. Det glæder jeg mig til at kunne gøre mere fokuseret, både på NORD DDB projekter og egne projekter, slutter Anders Wik.