Video er et hit, når det gælder om at ramme målgrupperne med content, som engagerer og skaber interaktion. Det ved de marketingprofessionelle rundt om i landets virksomheder, og det ved bureauerne.

Men det er ikke kun de store etablerede produktionsselskaber, der nyder godt af det voksende fokus på de levende billeder - det har også gjort Aalborgs video-enmandshær, Mads Jeppesen, til en eftertragtet herre.

Inden for det seneste år har han stået bag stribevis af film for både små og store virksomheder i ind- og udland, herunder for Weber, Nordlux, TechCollege , Bodylab, Konxion og SACKit – plus at han er fast samarbejdspartner for Aalborg-bureauet Det nye sort.

På de fleste af filmene har Mads Jeppesen selv stået for manuskript, produktion og klipning, og det et setup, som særligt tiltaler mindre virksomheder, der af budgetmæssige årsager ikke ønsker et stort produktionsteam.

- Det er ikke en bevidst strategi at instruere, producere, filme og klippe selv. Jeg sætter bare enormt høje krav til de folk, jeg gerne vil arbejde sammen med, og ofte er det netop det faktum, at jeg kan håndtere en produktion selv, som gør mig attraktiv. Med base i Nordjylland, har jeg delvist fundet mit blue ocean, siger Mads Jeppesen.

Facebook sikrer statister

Et kig på Mads Jeppesens Facebook-side afslører da også, at der ikke nødvendigvis behøver være professionelle location scouts inde over forberedelserne til en reklamefilm.

For ligesom vennerne kan finde på at spørge ud på Facebook, om man ”kender nogen, der har en trailer til låns”, så benytter Mads Jeppesen også det sociale medie til de indledende øvelser.

- Funkis-hus m. med automatisk garageport til reklamefilm mandag?

- Nogle der kunne tænke sig at være statist som siddende biografgænger på en reklamefilm torsdag formiddag?

Eller: Kender jeg nogle med en jacuzzi/spa til en reklamefilm?

Og det fungerer helt efter hensigten: Opslagene ligger ikke længe, før han kan opdatere dem med ”Fundet”.

- Jeg har - som en anden enmandshær - fundet et setup, som rigtigt mange virksomheder føler sig tiltalt af. Og hvad enten det er BtB eller BtC, så er video nu engang det medie, der formår at knytte de stærkeste bånd mellem virksomhed og modtager, siger Mads Jeppesen.

Fik frie hænder

Et godt eksempel på Mads Jeppesens arbejde er en brand-film, skabt for det aalborgensiske møbelfirma Mani Pine.

Filmen fortæller om den passion og det drive, som er fundamentet for firmaets træprodukter – på både godt og ondt – og Nicolai Adamsen, Mani Pines ejer, gav Mads Jeppesen frie hænder i forhold til produktions-setup.

- Vi havde behov for et agilt setup, og det kunne Mads tilbyde. Vi ønsker at skille os ud på markedet og lave noget unikt, og alt sammen for et relativt lille budget, hvilket Mads til fulde har lykkedes med, siger Nicolai Adamsen.

Mads Jeppesen uddyber:

- På Mani Pine produktionen fik jeg råderum over et fastlagt budget. Her valgte jeg, fremfor at hyre en assistent eller producer, at allokere det meste af budgettet på et premium kamera- og lys-setup, hvilket jo naturligt nok i sidste ende kommer kunden til gode.

Mads Jeppesen har fortsat base i Aalborg, men har gennem det seneste år filmet både i udlandet - herunder Chicago, Los Angeles, Portugal og Dubai - og i det meste af Danmark.

Se Mads Jeppesens film for Mani Pine her.