Bestyrelsen for Danske Medier har fundet afløseren for Ebbe Dal, der forlader posten som adm. direktør i de private mediers brancheorganisation om få måneder.

Valget er faldet på Morten Langager, der kommer fra en stilling som direktør for kommunikation og marketing i KMD, og Danske Mediers bestyrelse er sikker på, at den har fundet den rette mand til at stå i spidsen for foreningen:

- Morten Langager har som direktør i landets største it-virksomhed og fra hans virke i it-branchen opbygget et solidt kendskab til den digitale transformation, der i disse år gennemsyrer såvel erhvervslivet, interesseorganisationer som Danske Mediers medlemsvirksomheder, lyder det fra formanden i Danske Medier, Stig Ørskov, der til daglig er adm. direktør i JP/Politikens Hus, i en pressemeddelelse.

- Kun få matcher hans kompetencer, når det gælder public affairs og kommunikation. Han har et stort og bredt netværk, og når dertil lægges en solid journalistisk erfaring, har Morten Langager det bedst mulige udgangspunkt for at styrke og modernisere interesseorganisationen for de frie danske medier, fortsætter Stig han.

Hjem til journalistikken

Morten Langlager ser frem til den nye udfordring:

- Jeg er meget begejstret for at få denne mulighed. Jeg har følelsen af at komme hjem. Hjem til journalistikken. Det er mit håb og min tro, at jeg sammen med Danske Mediers dygtige medarbejdere og medlemmerne kan sætte en stærk og positiv dagsorden om mediernes betydning i Danmark, siger han.

- Vi lever i en verden, hvor vi ser tendenser som fake news, politisk påvirkning af medierne og en stigende afstandtagen til journalistikken. Den situation må vi aldrig komme i i Danmark. Medierne spiller en helt afgørende rolle i forhold til vores demokrati – både lokalt og på landsplan. Medierne er med til at skabe sammenhængskraft i Danmark, debat og udvikling.

- Det er nogle af de ting, vi skal blive ved med at fortælle og dyrke. Samtidig er medierne i Danmark også arbejdspladser og omsætning. Vi betyder altså ikke alene noget for demokratiet, men også for økonomien. Jeg glæder mig til at komme rundt til mediearbejdspladserne i hele Danmark, og jeg glæder mig til at skabe en stærk debat om mediernes fremtid i Danmark og internationalt. En debat, der skal bygges på viden og indsigt, fortsætter Morten Langager. 

Ebbe Dal fortsætter til maj 2018, hvor han har valgt at gå på pension. Morten Langager begynder som ny adm. direktør for Danske Medier den 1. juni 2018.