Små eller nye virksomheder, der gerne vil prøve kræfter med influencer-marketing må kigge alt for langt efter relevante bloggere, der er til at betale – bl.a. fordi de store blogger-netværk glemmer de mindre kendte bloggere.

Det mener en ung studerende, Christian Holmgaard, som derfor har etableret en ny blogger-platform - find-bloggere.dk – hvor ”fritidsbloggere” kan finde betalte opgaver til deres blog.

- Der findes utrolig mange bloggere og langt fra alle bliver tilbudt opgaver hver dag ligesom fx Fie Laursen, Mascha Vang eller Geggo. På vores site kan mindre kendte bloggere tilmelde sig og finde sponsorerede produkter eller kontante honorarer for deres blogging, siger Christian Holmgaard.

Han er dog ikke på et korstog for at forsøge at udkonkurrere netværk som Bloggers Delight eller Blogly eller andre udbydere, men ser i stedet det nye site som et supplement.

Udvikle talentmassen

- Formålet med find-bloggere.dk er at udvikle den voksende talentmasse i Danmark samt hele influencer-industrien. Nye blogs bliver skabt hver dag, og hvis vi ikke tager hånd om de unge talenter lige fra start, så går vi muligvis glip af morgendagens blogger-stjerner, der har noget på hjerte, siger han.

Og så er der lige det med pengene.

- Set fra et virksomhedssynspunkt er det jo ikke alle, der har råd til at betale et par tusinde kroner for et enkelt indlæg på en kendt blog. Mange mindre virksomheder har derfor sværere ved at komme i gang med at bruge influencere, så de kan med fordel overveje nye bloggere, siger Christian Holmgaard.

Han peger desuden på, at det heller ikke altid handler om at nå det største reach:

- Det vigtige er at skabe indflydelse på en målgruppe, og til det kan mange nystartede bloggere sagtens benyttes, siger han.

Blogger-brands kan blive ”slidte”

Christian Holmgaard mener, man som blogger skal passe på ikke at blive for kommerciel.

- Nye bloggere blogger, fordi de har noget på hjerte og vil fortælle om deres hverdag – ikke hovedsageligt af økonomiske grunde.

Så en blogger kan også blive ”for brugt”, efter din opfattelse?

- Ja, det synes jeg. Hvis du scroller igennem nogle af de store bloggeres indlæg – tag bare Mascha Vang eller Fie Laursen, som vi tidligere har talt om - så er størstedelen af deres indhold sponsoreret, siger Christian Holmgaard og fortsætter:

- Da Mascha Vang for nogle måneder siden besøgte en kendt safaripark i Danmark, var hun nødt til at understrege, at det ikke var reklame. Og hvis det er nødvendigt, så reklamerer man altså for meget.

Besøg den nye blogger-platform her.