Det danske fintech-selskab Lunar Way, som gerne vil udfordre den traditionelle bankverden, opruster nu organisationen med ansættelsen af en ny CMO.

Det drejer sig om den tidligere CEO i CBB Mobil, Signe Julie Valeur, som senest har været Chief Commercial Officer hos Virgin Mobile i Dubai.

Signe Julie Valeur bliver daglig leder af kontoret i København, hvor hun får til opgave at bidrage til yderligere vækst - og ikke mindst international udrulning af den banking-app, som flere end 70.000 danske brugere har hentet.

- I Lunar Way er det en del af dagligdagen at tænke anderledes, og fordi der hersker en startup-kultur, er der meget få begrænsninger for udviklingen. Vi kan derfor hurtigere rykke, når vi fornemmer, at kunderne i markedet efterspørger noget nyt, og det passer rigtig godt til min person, siger Signe Julie Valeur. 

Hun er tidligere CEO i CBB Mobil, men det er ifølge hende selv ikke så stort et spring på grund af Lunar Ways tilgang til og rolle i markedet, siger hun. 

- Jeg har været en del af teleindustrien siden 2001 og kan genkende nogle af de samme muligheder for at optimere kundeoplevelsen i bankindustrien. Lunar Way har et solidt forretningsfundament, som bygger på et hul i markedet for bankprodukter. Man vil udfordre traditionelle banker, og det vil jeg gerne være en del af, slutter Signe Julie Valeur.

Den nye CMO i Lunar Way startede oprindelig karrieren som sælger i TDC i 2001, hvor hun siden blev udtaget til TDC's talentprogram. I 2012 blev hun ansat som salgs- og marketingchef i Oister, og i 2014 blev hun direktør for CBB og Bibob.

Det seneste år har hun arbejdet i Dubai som Chief Commercial Officer for Virgin Mobile med ansvar for Mellemøsten og Afrika.

Signe Julie Valeur starter i sit nye job som CMO hos Lunar Way den 1. december.