Det Aller-ejede kommunikationsbureau Datagraf har hyret den journalistuddannede Lasse Meldgaard Bloch som ny strategisk direktør.

Han kommer fra en stilling som seniorrådgiver hos bureauet Geelmuyden Kiese, hvor han tidligere bl.a. også har været kreativ direktør.

- Vores vigtigste opgave er, at få kunden til at lykkes. Og det gør vi ved at flytte mennesker med gode historier på relevante medieplatforme, lyder det fra Annette Bach, adm. direktør i Datagraf, i en pressemeddelelse.

- Hvis vi også fremadrettet skal kunne fortælle historier, der giver effekt, kræver det, at vi har et solidt strategisk fundament og er i stand til at drive vores kunders digitale transformation, og det får Lasse en vigtig rolle i at sikre, fortsætter hun.

Et fragmenteret mediemarked

Lasse Meldgaard Bloch, der i øvrigt også har prøvet kræfter med kommunikationshåndværket hos Novozymes og Københavns Kommune, hvor han i 2013-14 var kommunikationschef, ser frem til det nye job.

- Jeg glæder mig meget til at blive en del af Datagraf og bidrage til at drive den transformation af bureauet, der skal sikre, at vi hele tiden er attraktive og i stand til også at løse og understøtte fremtidens kommunikationsbehov i et fragmenteret mediemarked, siger han.

- Det sikrer vi ved at have fokus på, at vi forstår vores kunders forretning, og at vores løsninger tager udgangspunkt i indsigt om målgruppen, professionel indholds- og medieudvikling og effektiv distribution på tværs af kanaler, slutter Lasse Meldgaard Bloch, der begynder i sit nye job den 1. februar.