Bureauet Liquidminds, som ikke mindst er kendt for sin internationalt prisvindende kampagne Google Sheep View for Visit Faroe Islands, har hentet en ny digital profil ind i butikken.

Det drejer sig om Martin Vibe, der som ny COO hos Liquidminds får til opgave at sætte yderligere fart på en digitale rejse, der har gjort bureauet til en af årets mest prisvindende.

Bureauets grundlægger og adm. direktør, Vibeke Nannerup, siger:

- Martin Vibe er i dag branchens stærkeste digitale bureaudirektør. Han er en knivskarp strateg, og han har et i branchen helt umatchet gehør for kundens forretning og de potentialer, den rigtige kommunikation kan forløse. Hele holdet her på Liquidminds glæder sig til samarbejdet.

Martin Vibe har mange års bureauerfaring fra bl.a. McCann og Wibroe, Duckert & Partners – og så kommer han senest fra en anden guldløve-vinder – Very – hvor han gennem tre år har været med til at skabe iøjnefaldende resultater med strategisk content-produktion.

- Opskriften på at vinde international anerkendelse er at skabe originalt indhold, der holder i strategi-retten. Det er filosofien på Liquidminds og i min optik lige præcis dér, hvor Martin kan bringe vores bureau endnu en oktav op, siger Vibeke Nannerup.

Lidt af et dreamteam

Hun hentede sidste år Mads Kold, tidligere digital direktør på Lowe, ind på bureauet, og sammen med ansættelsen af Martin Vibe har Liquidmninds' målsætning om at excellere på digital effektivitet nu fået et kæmpe løft, siger Vibeke Nannerup:

- På bare 18 fokuserede måneder har vi taget flere kvantespring fremad. Mads Kolds er en digital mastermind, og det er guld værd i vores helhedsorienterede tilgang til kommunikation. Det kan man se på de varer, vi leverer i det daglige – og den massive effekt, som vores content beviseligt skaber. Med Mads og Martin har jeg og alle de ”gamle” liquidmind’ere fået lidt af et dreamteam.

Om årsagen til at han har valgt at fortsætte sin karriere som COO hos Liquidminds, siger Martin Vibe:

- Jeg træder ind i et seniorstærkt arbejdsfællesskab med utroligt dygtige mennesker. Jeg fornemmer, at her arbejder vi tæt sammen – med en fantastisk respekt for både det strategiske og det kreative. Mads Kold, Niels Thomssen, Vibeke Nannerup er bare nogle af de super dygtige mennesker, jeg har mødt – og som på alle måder har overbevist mig om, at det her kan man ikke sige nej til.

Martin Vibes CV tæller – udover årene og partnerskabet hos Very – næsten fem år hos McCann Copenhagen, hvor han sluttede som Client Service Director, og fem år hos Wibroe, Duckert & Partners.