Hjernen kan trænes til at tænke kreativt, og denne øvelse har Danmark et erkendt behov for – fra klasseværelse til direktionsgang.

Det er baggrunden og afsættet for et nyt center, Center for Kreativ Tænkning, der er åbnet i København med det erklærede og ambitiøse mål at ”højne kreativiteten på alle niveauer”.

Centret forener forskningsresultater og praktisk anvendelse, og initiativtageren er Dorte Nielsen - formand for Creative Circle, forfatter til en række bøger om kreativ tænkning - og frem til 2015 uddannelsesleder på DMJX, Kreativ Kommunikation.

Hun har en Master of Science in Creativity og har i en årrække undervist kreative talenter, holdt foredrag og workshops for den kreative branche og seminarer på direktionsplan, og hun personificerer dermed nærmest selv centrets tilgang til kreativ tænkning:

- De kreative centre rundt om i verden, der er forskningsbaserede, har ikke det praktiske element med. Omvendt har vi herhjemme ikke haft tradition for at have hjerneforskning med i de kreative processer og værktøjer. Det er spændingsfeltet mellem videnskabelig baggrund og praktisk tilgang, der er unik – og virker, siger Dorte Nielsen.

Stærkt netværk

Gennem sine aktiviteter som forfatter og foredragsholder har Dorte Nielsen opbygget et betydeligt internationalt netværk, som hun også trækker på i forbindelse med Center for Kreativ Tænkning, der har en håndfuld kapaciteter til rådighed fra begyndelsen

Foruden Dorte Nielsen selv drejer det sig om:

- Gerard J. Puccio, der er professor og leder af The International Center for Studies in Creativity i New York, hvor man har forsket i kreativitet i godt 70 år

- Sarah Thurber, der er Managing Partner i innovationsvirksomheden FourSight, Chicago, og sammen med Dorte Nielsen forfatter til The Secret of the Highly Creative Thinker, der udkom sidste år.

- Tim Hurson, kreativ teoretiker, foredragsholder og forfatter til en række bøger om kreativitet. Medstifter af ThinkX Intellectual Capital, Toronto.

- Katrine Granholm, til daglig Creative Lead på MediaCom Beyond Advertising i København og sammen med Dorte Nielsen forfatter til bl.a. Opgavebog for Kreative Tænkere.

- Ambitionen om at hæve det kreative niveau i Danmark kræver en holdindsats, og Centret trækker ikke kun på personerne, men også på de centre, som de leder, siger Dorte Nielsen.

Allerede erfaringer

Selv om centret er spritnyt, har man allerede nu har man kunnet se konkrete eksempler på dets tilgang – helt ud i Folkeskole-regi.

Fx har Mellervangskolen i Aalborg indført kreativ tænkning på skoleskemaet for alle elever fra 0. til 9. Klasse – og Dorte Nielsen bistod selv Mellervangskolen med at få sat faget på skemaet.

- Tidligere mente man, at kreativitet var en nådegave, men kreativitet er ikke kun for de kreative. På samme måde, som man kan træne sine muskler, kan man træne sin hjerne. Det har folkeskolen, de kreative bureauer og erhvervsledere erkendt – og søger metoder, der kan styrke evnen til at generere ideer og originale, innovative løsninger, siger hun.

I første omgang er Center for Kreativ Tænkning tiltænkt det danske marked, men det er fleksibelt sat op:

- Vi kan se behovet for at skalere. Interessen for vores tilgang til kreativ tænkning er ikke begrænset til Danmark, men kommer også fra andre europæiske lande som Holland, Tyskland og Italien samt USA, slutter Dorte Nielsen.

Læs mere om det nye center her.