I sidste uge kom det frem, at de to WPP-ejede bureauer Ogilvy og JWT Copenhagen slås sammen under Ogilvy paraplyen og Pia Tandrups ledelse.

Det kostede i første omgang Anders Hageskov og Joachim Rosenstand livet som chefer i det nye bureau-setup. De to udgjorde ledelsen i JWT Copenhagen.

Nu sker der igen noget på den front, men denne gang internt i Ogilvy-familien, da den hidtidige CEO i OgilvyOne, Lise Fink Vadsholt, er blevet fritstillet.

Hun forklarer, at det hænger sammen med en gentænkning af strukturen i Ogilvy Danmark, der udover OgilvyOne også omfatter Ogilivy Advertising og Ogilvy Healthcare.

- Alle forretningsområder samles i ét Ogilvy. Derfor bortfalder den rolle som administrerende direktør for OgilvyOne, jeg hidtil har haft. Derfor skal jeg skal se mig om efter nye udfordringer uden for Ogilvy, siger Lise Fink Vadsholt.

Hvad skal du så nu?

- Jeg har haft meget travlt med at udvikle OgilvyOne og skabe gode resultater for vores kunder, så det spørgsmål har jeg ikke brugt tid på endnu, siger Lise Fink Vadsholt, der kom til OgilvyOne som CEO i 2012.

Lise Fink Vadsholt er at finde på den profilerede ”The M List”, og hun gjorde for første gang opmærksom på sine kvaliteter i slutningen af 90’erne som CRM Manager og Strategist hos Telia.

Siden gik turen til Codan som nordisk marketingchef, hvorefter Lise Fink Vadsholt skiftede til bureausiden og hurtigt blev partner hos PeopleGroup, hvorfra turen gik videre til OgilvyOne, hvor hun har profileret bureauet inden for engagement, CRM og omnichannel.