Another siger farvel til Casper Willer, der har været kreativ direktør og partner i bureauet, siden han i 2014 vendte hjem fra Nakeds hovedkontor i London.

Det sker ifølge en pressemeddelelse "i al venskabelighed".

- Min interesse for start-up miljøet og innovation skal afprøves i en anden form end at være på bureau. Min tid hos Another har været rigtig spændende og en fantastisk rejse, som jeg er stolt af at have været med på, siger Casper Willer.

- Men efter 15 år på bureau er tiden kommet til at prøve mine kreative evner af i en anden form. Det er lidt for tidligt at løfte sløret for, hvordan mit fremtidige arbejdsliv vil se ud, men det vil helt sikkert handle om innovation, start-ups og kreativitet, fortsætter han.

Ifølge Morten Hershøj, CEO og partner i Another, så har Casper Willer været en stor drivkraft i forhold til at opnå den position, Another har indtaget på bureaumarkedet.

- Nu ønsker Casper at forfølge et nyt kapitel i sin karriere, og det bakker vi helt op om. Casper vil altid være en ven af huset – og vi ønsker ham alt muligt held og lykke fremover. Vi vil samtidig benytte lejligheden til at justere lidt i vores kreative afdeling, siger han.

Det betyder, at Thorkild Bjerre fremadrettet vil være ene kreativ direktør hos Another - og han er allerede på udkig efter et supplement i form af en koncepttung kreativ chef eller team.

Alt i alt betyder dette, at fra dags dato udgøres partnergruppe og direktion i Another af Thorkild Bjerre, kreativ direktør, Miriam Plon Sauer, strategisk direktør og CEO Morten Hershøj.

- Another er af kunderne valgt som det mest integrerede reklamebureau i Danmark – og bureauet med størst kundetilfredshed. Vi har senest hentet priser i både Eurobest og Lovie Awards – og der er kommet en række spændende kunder til bureauet. Så vi står med et stærkt udgangspunkt i forhold til at nå vores målsætning om at blive top-3 leadbureau inden for de næste to år, slutter Morten Hershøj.