Det digitale bureau Impact har ambitioner om at være førende i Norden på intelligent og datadrevet marketing, og har derfor oprustet med en nyt Director, der skal styrke butikken på netop dét område.

Det drejer sig om Thomas Høgsbro-Rode, der netop er startet hos Impact, og som får ansvaret for Digital Marketing, der indbefatter Dialog, Traffic og Data/Analytics.

Thomas Høgsbro-Rode kommer fra Atcore, hvor han har været i en årrække, senest med tital af Director of Consulting, og han ser frem til at blive en del af Impact:

- Jeg kommer til et hus med et væld af dygtige kompetencer, og de største commerce-kunder i Danmark. Impact leverer de mest spændende og komplekse løsninger for blandt andre LEGO, HAY, Lemvigh-Müller, TDC og nemlig.com, og det er rigtig fedt at skulle arbejde med løsninger til de kunder og blive en del af Impact, siger han.

Kort vej fra tanke til ROI

Som Director for Digital Marketing kommer Thomas Høgsbro-Rode til at stå med ansvaret for de marketing strategiske anbefalinger til Impacts kunder, og det er, understreger han, anbefalinger som hurtigt kan føres ud i livet, fordi virksomheden både har marketing- og udviklingskompetencerne.

- For mange er det en stor udfordring at binde online og offline datakilder rigtigt sammen, så der skabes synergieffekter. Hos Impact har vi dybden og bredden til at udarbejde analyser og formulere strategien, og i samme hus har vi udviklerne, som kan få løsningerne ud at leve. Det gør, at der er kort fra tanke til ROI, siger Thomas Høgsbro-Rode.

De rigtige værdier

Og for CEO og Partner, Kasper Holst, er ansættelse af Thomas Høgsbro-Rode endnu et skridt på vejen mod målet om at blive førende i Norden på intelligent og datadrevet marketing:

- Thomas er en af Danmarks dygtigste inden for datadrevet marketing, og han har tidligere stået i spidsen for mange store projekter. Han kommer med unik forståelse for data og ROI, og så har han de rigtige værdier. Thomas står for god ledelse og kan være med til at udvikle et unikt fagligt miljø i Impact – og løfte digital omsætning og ROI for vores kunder, siger Kasper Holst.

Thomas Høgsbro-Rode er startet i sin nye stilling pr. 1. september.