Susanne Lund har valgt at opsige sin stilling som adm. dir for Konstellation & Republica.

CEO’en er nemlig blevet headhuntet til en stilling som direktør for design-tech virksomheden EGGS DESIGN i Danmark samt CMO for EGGS gruppen.

– Susanne har gennem de seneste tre år stået i spidsen for en transformation af Republica fra et mere taktisk fokuseret retail-bureau til et strategisk full-service bureau, siger Lasse Bolander, bestyrelsesformand for Republica.

–  Vi har været glade for Susanne, og ønsker hende held og lykke fremover. Vi er nu i dialog med nogle spændende kandidater, som skal føre Konstellation & Republica videre på den interessante rejse, som ligger forude.

Den afmønstrede kaptajn siger:

– Jeg har været utrolig glad for min tid hos Republica. Vi har været på en meget spændende rejse sammen og er nu nået til et sted, hvor jeg med god samvittighed kan overdrage roret til en anden.

– Bureauet er i topform med et meget kompetent hold af medarbejdere og en sund økonomi. Mit valg skyldes bestemt ikke et fravalg af Republica, men alene at der opstod en ny mulighed indenfor feltet design og innovation, som jeg gerne ville forfølge.

Susanne Lund leverede en solid case

Hendes nye arbejdsplads er Norges hurtigst voksende innovations- og designvirksomhed, EGGS, der åbner kontor i Danmark

EGGS blev stiftet i 2011 i Norge med danske Ulla Sommerfelt blandt medstifterne, og vil fra den 1. marts udbyde kompetencerne i Danmark.

– Vi er begejstrede for at have fået Susanne Lund ombord, siger Ulla Sommerfelt, der er adm. direktør for den samlede EGGS-gruppe:

– Vi var på udkig efter en direktør med de helt rigtige lederegenskaber. Én, der kunne skabe den særlige EGGS-kultur, som vi har erfaring med giver det bedste fundament for kreativitet og arbejdsglæde, og som gør, at vi kan tiltrække de bedste talenter.

– Vi fandt, at Susannes personlighed og lederegenskaber er det helt rigtige match. Samtidig har hun senest i rollen som CEO i Konstellation & Republica leveret en solid case på, hvordan man driver og transformerer større kreative virksomheder, slutter Ulla Sommerfelt.

En kreativ rugekasse

Den foretrukne direktør er naturligvis begejstret:

– Jeg glæder mig til at være med til at realisere EGGS potentiale i Danmark og samtidig blive en del af et stærkt internationalt team af strateger, innovatører, designere og tech-folk. EGGS placerer sig i et meget attraktivt krydsfelt, hvor dyb menneskelig indsigt og solid forretningsforståelse kombineres med stærke kreative, innovative og teknologiske kompetencer.

– Og nu bliver opgaven at bidrage til tage ambitionerne endnu videre i Danmark og internationalt, siger Susanne Lund, der samtidig tiltræder en international rolle som CMO for EGGS ́ samlede gruppe samt indtræder i koncernledelsen og virksomhedens ejerkreds.

– Jeg er imponeret over EGGS evne til at udkomme. Virksomheden har i samarbejde med kunderne skabt 350 nye produkt- og service-innovationer, der alle gør en positiv forskel for mennesker – lige fra at hjælpe børn med at indtage deres astma medicin, give passagerne i Oslo lufthavn en bedre kundeoplevelse til at forbedre livskvaliteten for diabetesramte indvandrerkvinder.

– Samtidig har ledelsen formået at opbygge en meget stærk kultur under mantraet ”creating the world’s best creative nest ”, hvilket gør EGGS til en meget attraktiv arbejdsplads, slutter Susanne Lund.

Et voksende marked

EGGS er på blot fem år vokset til 90 medarbejdere med kontorer i Oslo, São Paulo, Stavanger, Trondhjem og nu også i København, hvor bopælen bliver på Holmen.

EGGS har flere år i træk været Norges mest vindende designbureau og anses for Norges ledende virksomhed indenfor tech-design – dækkende alt fra fysiske designprodukter, digitale tech- løsninger til servicedesign-løsninger.

Markedet for strategisk design, innovation, designtænkning og digital transformation vokser og har et stort potentiale i Danmark. Seneste brancheanalyse fra Dansk Industri (DI Videnrådgiverne) viser, at rådgivningsbranchen samlet set i Danmark er vokset med fem procent de seneste år, mens design og innovation som rådgivningsfelt er vokset med otte procent.

Management-rådgivning omsætter til sammenligning for knap 20 mia. kr., IT-rådgivning for godt 40 mia. kr., mens design kun står for 3 mia. kr. Samlet omsætter rådgivningsbrancherne i Danmark for ca. 155 mia. kr., ifølge DI.