Til november løber den kreative nordjyske festival - Årets Brøl - af stablen for fjerde gang, og efter tre års prøvetid har arrangørerne lagt ekstra meget energi i at skabe et historisk stort løvebrøl.

Der er netop åbnet for indsendelse af bidrag til konkurrencen, og ambitions-barren er sat højt: Mindst 175 konkurrencebidrag og +200 deltagere til den afsluttende prisfest.

Og som vanligt er der nyt at berette fra arrangørerne bag festivalen:

- Vi har rystet posen lidt og revideret kategorierne, så det i år bliver en endnu skarpere konkurrence. Desuden er vi meget glade for, at forbrugerekspert Anne Glad har sagt ja til at være medlem af juryen, der derudover fortsat består af nogle af landets skarpeste reklamefolk. Alt i alt ser vi frem til et brag af et brøl, siger Anita Møller fra Erhverv Norddanmarks styrekomité, der arrangerer prisfesten.

De 21 kategorier fra 2015 er i år tilpasset en smule og er nu samlet under tre temaer: Kampagne & Film, Digitalt samt Design & Foto. Samtlige kategorier kan ses her.

ÅRETS BRØL arrangeres af Erhverv Norddanmark med støtte fra &Co, Clienti, Danske Bank, DiaPhoni, Ebbe Rubien & Partners, Jysk Analyse, KONXION, Lange PR, leogriffin.dk, MEAT, Nordjyske Medier, Sphion, WONDERLAND Spritten, steen-bjerre.dk og TV2/Danmark.

Prisfestivalen finder sted fredag den 11. november 2016 på WONDERLAND Spritten i Aalborg.

Juryen ved Årets Brøl 2016

- Thomas Hoffmann – Kreativ direktør og indehaver, &Co., formand for Årets Brøl-juryen 2013, 2014 og 2015.

- Niels Heilberg, senior creative, Hjaltelin Stahl, formand for Creative Circle 2005-2015

- Trols Nørlem, director, Designit

- Kirsten Poulsen, direktør og indehaver, Firstmove

- Rasmus Dunvad, kreativ direktør, Marv (Aarhus), tidligere blandt andet hos UncleGrey, Courage Euro RSCG og Envision.

- Anne Glad, forbrugerekspert, Envision (Aarhus), livsstilsekspert i "Kender du typen?" på DR siden 2009 og derudover engageret i PostNords frimærkeråd, bestyrelsen for Julemærkefonden, præsidiet for UNICEF Danmark og bestyrelsen for Aarhus 2017, medlem af bestyrelsen for Creative Circle 2001-06, de sidste to år som formand.