Den danske afdeling af den globale mediekoncern Vice Media henter igen nye kræfter til huse, og denne gang er der tale om en vaskeægte Robert-vinder - Mikkel Kastberg, der er ansat som ny Head of Production.

Han har gennem de seneste fire år arbejdet som producer hos Attention Film, ligesom han løbende har arbejdet på produktioner i både ind- og udland - og i den forbindelse også vundet den prestigefuld danske filmpris, Robert Prisen.  Prisen blev givet for kortfilmen ”Cathrine” i 2009.

I sin nye stilling får Mikkel Kastberg til opgave at strukturere og optimere Vice produktionsenhed og sikre, at der bliver kommunikeret gnidningsfrit mellem denne og de øvrige interne afdelinger.

Og det glæder han sig til:

- Jeg synes, at Vice er et fantastisk cutting-edge medie med attitude og et åbent sind. Det er vigtigt for mig, at give folk kreativt spillerum. Jeg vil skabe mere struktur og strømline produktionsafdelingen, med respekt for den stil og attitude, der hersker hos Vice. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver både hårdt og sjovt arbejde.

Mikkel Kastbergs alsidige erfaring fra ind- og udland gør ham til den oplagte kandidat for Vice som internationalt mediehus med lokal relevans, lyder vurderingen fra Frederik Andersen, der er CEO for Vice i Skandinavien.

- Mikkels erfaring fra både ind- og udland stemmer godt overens med, at vi oplever tiltagende interesse fra både danske og udenlandske kunder. Fra vores kontor i København producerer vi indhold til vores egne kanaler samt premium content til brands i 40 lande i Europa - inklusiv Danmark. Mikkels sans for kvalitet og hans internationale erfaring er et rigtig godt match for Vice Danmark, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med ham i 2016.

Før Mikkel Kastberg startede hos Vice, var han producer hos Attention Film.

Derudover har han bl.a. arbejdet ved M&M Productions og drevet sit eget produktionsselskab i New York.