VICE's kreative in-house bureau, Virtue Scandinavia, har godt gang i butikken med nu 140 ansatte i København, Stockholm og Oslo.

De repræsenterer 15 forskellige nationaliteter, og det seneste nye ansigt er Praveen Vaidyanathan, der er hentet ind som ny Strategy Director i bureauet.

Han kommer til Virtue Scandinavia med masser af international erfaring, der spænder fra Amsterdam til Bangalore over Sydney til London ved bureauer som Y&R, Ogilvy, Grey, J. Walter Thompson og senest Khanna\Reidinga, hvor han var Planning Director.

Praveen Vaidyanathan har desuden studeret filosofi og økonomi ved Harvard.

En tung prisvinder

- VICE er synonym med tabu, alternative idéer og undergrundskultur, og de puster liv i en verden, der er bange for at skille sig ud, lyder det fra Praveen Vaidyanathan i en pressemeddelelse.

- Jeg finder VICE og Virtues tilgang til branding forfriskende, fordi firmaet har bevist, at de er enormt gode til at fænge og fastholde deres målgruppes opmærksomhed, fortsætter han.

Før han startede ved Virtue, har Praveen arbejdet på kampagner, der er blevet hædret ved bl.a. Cannes Lions, Effies, D&AD, The One Show og Clio.

- Praveen bliver en glimrende og erfaren tilføjelse til vores team, der skaber kulturelt relevant og effektfuldt indhold for vores kunder i hele verden. Det er en kæmpe fornøjelse at have fået ham med ombord, siger Anja Agerbo Thomsen, VP, VICE/Virtue Scandinavia.