”Det er sjældent, jeg gider læse faglitteratur til ende. Men denne bog tog jeg i et hug og var fagligt underholdt. Havde jeg selv haft bogen og dens argumenter, da jeg var marketingdirektør, havde den ligget på hel ledelsens bord, og vores lange diskussioner om endeløs og ligegyldig marketing havde været en anden”.
Sådan lyder en af de fire anmeldelser på bagsiden af bogen ”Signifikans”, som Wibroe, Duckert & Partners netop har lanceret. Vi har talt med Bjarne Spellerberg Orfelt, adm. direktør for Wibroe, Duckert & Partners/ PeopleGroup.
Hvorfor lancerer I bogen?
– For to år siden begyndte et projekt her i huset. Projektet handlede om den forandring, der er blevet tydelig i vores fag. Symptomerne kan ses overalt. Medier opstår og forsvinder. Folks sociale netværker udvides. Deres muligheder mangedobles, og forbrugsvaner udskiftes med nye, siger Bjarne Spellerberg Orfelt:
– Vi, der er vant til at tænke i sendeflader, begynder også at skulle tænke i andre flader – tænke nye veje for marketing. Tiden kalder på at gøre noget betydningsfuldt i stedet for at råbe op om noget ligegyldigt. Vi skal altså finde veje, hvor marketing er noget, folk vælger til og tillægger værdi. Det er det, vi kalder ”Signifikans.”
Hvorfor nu? 
– Det synes jeg er helt åbenlyst. Vi står i dag i en brydningstid. Forbrugeren, vi står over for, er en fundamentalt forandret forbruger. Kommunikations-virkeligheden, som markedsførere opererer i, er fundamentalt forandret. Og den ledelsessituation, som virksomheder befinder sig i, er fundamentalt forandret, forklarer Bjarne Spellerberg Orfelt.
 – Det er ikke overdrevet at sige, at vi står midt i en revolution. Det er heller ikke overdrevet at sige, at de fleste i vores branche ser den revolution som en trussel. I virkeligheden åbner den for fantastisk mange muligheder.

Melder I jer ikke bare i koret af marketing-spåkoner? 
– Nej, der er rigeligt med eksperter, der prøver at spå om, hvordan verden kommer til at se ud om 10 år. – Findes TV? – Findes aviser? – Bliver Google en selvstændig stat? På Partners har vi aldrig brugt kræfter på at være foran alle andre, men altid prøvet at være på bølgelængde med flest, siger Partners’ administrerende direktør.
Hvad indeholder bogen?
– Det, læseren kan forvente af bogen, er at få virkelighedsnære eksempler på virksomheder, der formår at skabe entusiasme og uhørt høj loyalitet hos forbrugerne. Og så helt konkrete værktøjer, der kan bruges til at give ens brand signifikans på den forandrede markedsplads. Bogen her er langtfra science fiction eller forhastede konklusioner om i morgen. Det er faktisk bare sund fornuft.
Men en bog. Er det ikke lidt gammeldags?
– Gammeldags? Nu kender jeg ikke tallene for andre forlag, men vores eget forlag People’s Press havde deres bedste år nogensinde i 2009. Bøger kan noget, som ingen andre medier kan. Ud over at vi har afholdt foredrag for vores kunder om Signifikans, vurderede vi, at en bog er det rette medie til at signalere, at vi mener det her seriøst. For fakta er, at verden er forandret. Både bureauer og deres kunder har brug for at forandre sig. Og målet med Signifikans er at sende os godt af sted på en fælles forandringsrejse, slutter Bjarne Spellerberg Orfelt.
Indtil videre er billetten til forandringens rejse altså forbeholdt Partners’ egne kunder. Er du ikke kunde, må du vente til Signifikans kommer i handlen. Det sker senere på året.