Når vi runder 1. februar, så er det 25 år siden, at Leif Lysholm etablerede Lysholm Reklamebureau på Sturlasgade i København.

Siden er bureauet vokset støt og roligt efter en udfordrende begyndelse, hvor Leif Lysholms motto, ”alt kan lade sig gøre”, blev sat grundigt på prøve.

Mange store kunder har været omkring bureauet gennem årerne, såsom Nordisk Kellogg’s, Volvo Danmark, GlaxoSmithKline, LU Nordic, Reckitt Benckiser, SCA Hygiene Products, Kimberly-Clark og mange flere.

Flere af disse er stadig kunder på bureauet, mens nye er kommet til, såsom Skoda, Chrisco, Colorama og Nilfisk.

Lysholm Reklamebureau havde i seneste regnskabsår i gennemsnit syv fuldtidsansatte medarbejdere, og en bruttoavance på 5,2 millioner kroner.

- Det har været 25 år med mange spændende udfordringer, og Lysholm ser lyst på fremtiden, siger Leif Lysholm, der nu træder et skridt tilbage på bureauet.

Det betyder, at bureauet har gennemført et generationsskifte, da 2. generation af Lysholm, adm. direktør, Mai-britt Jønsson og kontaktchef Peter Lysholm, har overtaget bureauet.

Leif Lysholm slipper dog ikke tøjlerne helt, da han fremover vil fungere som bestyrelsesformand.