Diskussionen om patienten ”Udkantsdanmarks” tilstand vil få endnu et boost i år. I det mindste, hvis de britiske erfaringer slår igennem i Danmark. Her har Royal Mail foretaget en rundspørge og analyse, der ser alarmerende ud.

Det er endda ikke de store og etablerede web-shops, Royal Mail har tjekket efter i sømmene. Det er de små og mellemstore, og 64% af dem spår vækst eller markant vækst i 2013.

Især online retailers buldrer ud over stepperne. Christmas Day var 107 millioner inde på online-shops med Boxing Day lige i halen ifølge Experian. Selskabet fortæller i øvrigt, at e-handlen i Storbritannien boomede de sidste tre måneder af 2012.

Omvendt gik det skidt for de fysiske butikker sidste år. Næsten 4.000 butikker lukkede, og Royal Mail spår, at det tal vokser i 2013.

Og til vore læsere, der er en del af den ”kreative økonomi,” sender vi Mette Frederiksens kronik i Politiken videre:

– Tanken om, at vi alle fra København K over Vojens i syd til Frederikshavn i nord kan og skal leve af at være vidensarbejdere er både et blændværk, uigennemtænkt og elitær, lyder det.

– Vi er ikke en nation af kreative Georg Gearløs'er, som kan nøjes med at arbejde 7,25 timer om dagen, holde syv ugers ferie, hæve vores høje lønninger, mens vi udkonkurrerer resten af verden med smarte løsninger udtænkt i det høje Nord.

– Fortsætter vi med halvlukkede øjne og en selvindbildt tro på, at vores kreativitet vil klare sagen for os, så har vi sat kursen mod en demontering af det samfund, de fleste af os gerne vil have, tilføjer skribenterne.

Med denne svada fra beskæftigelsesministeren og to tunge erhvervschefer ønsker vi læserne en god weekend.