Softwarevirksomheden Sitecore blev stiftet i København i 2001, og siden er det gået over stok og sten for firmaet, der – særligt i USA – har fået en række store virksomheder og brands som kunder.

Nu får selskabet en partner, der kan være med til at sætte endnu mere fart på den globale vækst i form af konsulentvirksomheden Avanade, som ejes af softwarekæmpen Microsoft og konsulenthuset Accenture i fællesskab.

Avanades konsulenter er specialister i at få ellers adskilte softwareværktøjer baseret på Microsoft-teknologier til at arbejde sammen og integrere dem i store organisationer. Og da Sitecores software – der bl.a. omfatter systemer til styring af indhold på nettet og marketingværktøjer – også er baseret på Microsoft-platformen, var det et helt logisk samarbejde, mener Avanades danske direktør Lars-Bo Klausen.

- Vi har størrelsen til at nå rigtigt bredt ud på verdensplan, og jeg er sikker på, at aftalen både er en gevinst for Sitecore og for os, siger han.

Avanade råder over 16.000 Microsoft-uddannede konsulenter i flere end 20 lande, og Lars-Bo Klausen er ikke et øjeblik i tvivl om, at alliancen kommer til at spille en rolle inden for digital marketing på verdensplan fremover.

- Tiden hvor marketingchefen kunne afsætte budgetter til store, kreative kampagner uden at skulle forholde sig helt konkret og nøgternt til ROI er ved at ebbe ud. Langt størstedelen af fremtidens marketing er digital og målbar ned til den mindste detalje, siger han.

Han understreger samtidig, at dette næppe kommer bag på nogen, men at alliancen er resultatet af en konkret efterspørgsel på digitale kompetencer og kompetent rådgivning fra virksomheder verden over.

Digital marketing i skyen

Partnerne kommer til at tilbyde kunderne enten at opbygge og integrere Sitecores marketingværktøjer i deres eksisterende it-installation, som fysisk hører hjemme inden for virksomhedens vægge, eller som en løsning i ”skyen” via Windows Azure Cloud-platform

- Virksomheder efterspørger en enkel og hurtig måde, hvorpå de kan bruge digitale marketingværktøjer og lave effektive kampagner, uden samtidig at skulle håndtere et hav af forskellige teknologier. Vi mener, at når vi leverer løsningen i ”skyen”, så kan de marketingprofessionelle fokusere på det, de er gode til, i stedet for at spilde tiden med teknik, siger Lars-Bo Klausen.

Hos Sitecore ser selskabets danske direktør, Thomas G. Andersen, også stort potentiale i samarbejdet, der i Sitecores tilfælde i første omgang handler om at ”rykke op i markedet” og få endnu en mulighed for at få flere af verdens helt store virksomheder og brands til at bruge Sitecores software.

- Vi får via partnerskabet mulighed for at få foden indenfor i nogle af de store organisationer, som Avanade samarbejder med, og det er naturligvis en stor chance for os, siger han.

På den teknologiske side, ser han også frem til samarbejdet.

- Ved at kombinere brugerdata og indhold i én platform, får marketingprofessionelle mulighed for hurtigt at se og handle i forhold til det, der sker lige nu. Via samarbejdet med Avanade bliver vi i stand til at tilbyde dette i ”skyen”, og det ser jeg stort potentiale i, siger han.

Alliancen er således bygget op omkring Sitecores ”Customer Engament Platform”, som kombinerer softwarevirksomhedens kerneprodukt, Content Management Systemet (CMS) Sitecore, med marketingværktøjer, der skal gøre det lettere for en virksomhed at opbygge langvarige kunderelationer via såvel web- og mobilinteraktioner som e-mails og kommunikation på sociale medier.

Enkle, personlige kampagner

Satsningen på netop det marketingværktøj hænger tæt sammen med en udvikling hen i mod langt mere målrettede og ”personlige” kampagner, som såvel virksomheder som forbrugere efterspørger i dag, mener Thomas G. Andersen.

- Der er tale om et gradvist skift fra massemarketing til det individuelt tilpassede, som jeg kalder ”customer engagement”. Forbrugerne forventer i højere og højere grad personaliseret kommunikation, siger han.

Det betyder bl.a. at de store datamængder, som virksomheder samler om sine kundeforhold, bliver guld værd for marketingafdelingerne, hvis de vel at mærke forstår at håndtere dem.

- Det handler ikke blot om at lave fleksible løsninger, der giver brugerne mulighed for at lave egne profiler, eller at det digitale marketingværktøj genkender brugeren, når vedkommende etablerer kontakt, siger han

Nej, det underliggende system skal være så elegant skruet sammen, at det ikke blot genkender brugeren, men også kombinerer dette med, hvad han foretager sig lige nu og tidligere har foretaget sig.

- Så kan med rette tale om en individualiseret profil og tilpasse brugeroplevelsen automatisk, så det bliver lettere at administrere sine digitale marketinginitiativer på tværs af alle kanaler. Og det er bl.a. det, som vi sammen med Avanade tilbyder kunderne via det nye partnerskab, slutter Thomas G. Andersen.