Hvis man elsker fodbold mere end sin bankkonto, er det en god nyhed, at ”Friends of Lyngby” netværket trådte til på målstregen.

”De Kongeblå” blev dermed reddet fra konkursen, og selv om ingen vil sætte tal på, er der samlet garantier ind for op mod 20 mio. kr. Det er det tal, der skal til for at sikre spillernes løn, så meget mindre end det, ville ikke formilde kreditorerne.

– Der er tale om en ny ejerkreds af meget kompetente og erfarne erhvervsfolk med et stort Lyngby-hjerte, siger Birger Jørgensen, der fungerer som ny direktør for klubben.

– Dette er starten på et langsigtet projekt, der skal sikre, at der fortsat spilles Superliga-fodbold i Lyngby. Vi har fået en del millioner ind, men telefonerne er langt fra lukkede. Vi vil have et seriøst og langsigtet projekt denne gang.

Birger Jørgensen vil af forståelige grunde ikke ud med den konkrete strategi:

– Den samlede redningsplan og en sportslig plan vil være useriøst at lægge frem nu kun 24 timer efter, at vi har kæmpet med bankoverførelser. Men der er i ”Friends of Lyngby”-kredsen en fælles ambition om, at det skal være det store talentgrundlag, der i fremtiden skal præge og føre førsteholdet frem. Vi arbejder med et langsigtet projekt.

Det store talentarbejde tiltrækker investorer

Flere klubber har vist interesse i netop den enorme talentmasse, der findes i Lyngby Boldklub. Aston Villa er en kendt bejler, men ”også vi har også fået tre andre seriøse henvendelser, både fra Storbritannien og længere sydpå i Europa”, siger han.

Den nye ejerkreds består foreløbigt af Mikkel Bo Jensen, Jens Jensen, Karsten Hjarsø, Tommy Petersen, Thomas K. Hansen, Birger Jørgensen, Henrik Blom, Lars Bendixen og Frederik Heegaard.

På denne liste finder vi også en af markedsforing.dks kendte kilder, nemlig Mads Byder, der er stifter og ejer af Help PR & Kommunikation.

– Alle i ejerkredsen har et forhold til de kongeblå og værdierne i klubben, og derfor har man også investeret i projektet. Vi er især glade for, at det store talentarbejde får nyt liv. Det er helt unikt, det vi har i Lyngby, siger Mads Byder, der har været Lyngby-fan hele sit liv og naturligvis meldte sig som en af ”Friends of Lyngby”, da behovet opstod.

– Der arbejdes videre på flere investeringer nu, og vi har brug for opbakningen. Allerede nu er trøjesponsoratet taget. Det er udtryk for, hvor stærkt Lyngby-brandet er, mener Mads Byder.

Den nye kreds så ”drengene” få bank af Brøndby i går med 3-1, men det skræmmer ikke. Nu er Lyngby inde i kampen igen, og et nederlag til et af landet for tiden to bedste mandskaber er ikke noget, man behøver at skamme sig over.