Kommunikationsbureauet White Cloud vil i højere grad bruge redskaber fra antropologi, når de løser opgaver, og har derfor ansat Ditte Laursen, som er kandidatstuderende i antropologi.

Denne udvidelse af kompetencerne skal hjælpe White Cloud med at forstå ikke bare modtagernes viden, holdninger og ønsker, men også deres reelle adfærd.

– Vi prioriterer analyser og indsigter højt som en del af de løsninger, vi laver for vores kunder. Derfor er det en naturlig forlængelse, at vi inkorporer kræfter, der kan komme ud i felten og leve sig ind i målgruppernes hverdag, siger Poul Melbye, Direktør for Analyse og Indsigter i White Cloud.

Noget nyt i komm-branchen

Antropologien skal indgå både i rene analyse- og indsigtsopgaver og i de mere klassiske kommunikationsopgaver, mener Poul Melbye.

Antropologi er nemlig blevet brugt til forretningsudvikling i flere industrier gennem nogle år, men i kommunikationsbranchen er det relativt nyt.

– Der er en tendens til, at antropologien i højere grad bliver brugt af virksomheder og ikke bare forskningsprojekter. Det, synes jeg, giver rigtig god mening, fordi det er vigtigt, at man forstår dem, man udvikler produkter og kommunikation til, fortæller Ditte Laursen.

Flere bureauer har brugt antropologer og sociologer i årevis. Hvad er det præcist, der er den afgørende forskel hos White Coud? Det er vel en kendt sag, at rådgivere kombinerer kvantitative og kvalitative analyser?

– Antroprologer og antropologi i bureauverdenen er heldigvis ikke nyt, men det har hidtil været forbeholdt den traditionelle marketing- og kampagneverden.

– Det er dette felt, White Cloud gerne vil trække med over i kommunikationens verden, hvor det for os ligger naturligt i forlængelse af vores bestræbelser på generelt at få mere fokus på indsigtsbaseret kommunikationsviden, slutter Poul Melbye.