Kommunikationsbureauet KasterGaardbo ændrer navn til Kasters.

- Navneskiftet hænger bl.a. sammen med, at Jens Gaardbo sidste år vendte tilbage som ”Mr. News” på TV 2 News. Vi har arbejdet på at finde det rigtige setup for fremtiden. Det er kommet på plads nu, og det inkluderer tæt samarbejde med en række andre bureauer og ikke mindst en udvidet stærk og engageret bestyrelse, lyder det fra Søren Kaster i en pressemeddelelse.

Bureauet har således også fundet en ny bestyrelsesformand, og det bliver den nuværende kommercielle direktør hos DBU, Katja Moesgaard, som har en baggrund i bureaubranchen. Hun etablerede i 2000 et sponsor- og eventmarketing-bureau, som senere blev opkøbt af mediebureauet MEC.  

Her nåede Katja Moesgaard at være en del af direktionen, inden hun skiftede til DBU. Den nuværende bestyrelsesformand, direktør i rådgivningsvirksomheden Hildebrandt og Brandi, Søren Brandi, fortsætter som menigt medlem af bestyrelsen. Nyt bestyrelsesmedlem er også Kim Ardal, der til daglig er direktør i tv-produktionsselskabet BLU.

Ved årsskiftet overtog Søren Kaster desuden rollen som administrerende direktør fra Stine Grønkjær. Efter syv år som konsulent, og siden partner og direktør i KasterGaardbo, tiltrådte Stine Grønkjær som kommunikationschef i Medicon Valley Alliance ved årsskiftet.

Kommunikationsrådgiver Morten Sauer er samtidig tiltrådt som ny partner i bureauet.