Danske virksomheder bruger flere og flere midler på den interne kommunikation, men der er store muligheder, som fortsat ikke udnyttes, mener de hos MSLGroup.

– Den største mulighed af dem alle drukner i budgetter, tidsplaner og … post-it notes. Den digitale transformation repræsenterer ”gratis” værdier, som ikke realiseres, fordi virksomhederne tænker i processer og ikke i helheder, siger Søren Berg, Managing Director hos MSLGroup.

– Digital transformation er en kæmpe mulighed for at løfte den interne kommunikation, men den udnyttes i alt for sjælden grad.

Prøv at uddybe?

– For nylig udkom Boston Consulting Group med en rapport, der belyste, hvordan Danmark kunne drage fordel af en accelereret digitaliseret økonomi i Europa. I rapporten refereres der bl.a. til en undersøgelse foretaget af DI, som beskrev, at blot 24 pct. af danske virksomheders topledelse havde en vision for virksomhedens digitale transformation.

– Det vil sige, at minimum tre ud af fire danske virksomheder ikke har en vision for, hvad som må forventes at være en helt fundamental del af en virksomheds strategi, og det er ikke bare overraskende, det er rystende.

Vi frygter det, vi ikke forstår

Hvorfor sidder C-level i Danmark på hænderne?

– Der kan være mange årsager til, at virksomhederne ikke allerede har sat transformationen i gang, og ikke alene risikerer de at blive løbet over ende eller sat på sidesporet, de misser også den største mulighed for medarbejder engagement drevet af kommunikationen omkring en digitaliseringsproces.

Hvad mener du med det?

– Vi ved, hvor svært det er for C-level at købe ind i en digital transformation, da den ikke er lineær, og derfor ikke flugter med mange virksomhedens incitamentsstruktur. Dertil kommer, at mange medarbejdere bliver nervøse og spekulative, når snakken går mod automatisering, digitalisering og robotter.

Ikke underligt, vi er jo bange for det, vi ikke forstår?

– Korrekt, men tager man derimod de mere positive briller på og planlægger en fokuseret kommunikationsstrategi målrettet virksomhedens medarbejdere, har man som ledelse en unik mulighed for at positionere digitaliseringen som en proces, der sikrer og derigennem driver engagement gennem transparens, deltagelse og indflydelse.

Digi-transformation aktiverer medarbejderne

Det lyder langhåret?

– Slet ikke. Den digitale transformationsproces kan danne grundlag for en ny fortælling og bringe virksomhedens strategi til live. Storytellingen omkring transformationen giver unikke muligheder for at italesætte nye målsætninger og krav til organisationen med udgangspunkt i den nye digitale virkelighed, og derved sætte en ny retning for hele virksomheden til at løfte i flok.

– Denne unikke mulighed for at søsætte et helt nyt fælles projekt som følge af en digital transformation udnyttes ikke i tilstrækkelig grad. Der er fuld fokus på budgetter, tidsplaner og indhold, men eksternaliseringen uden for rummet med de mange post-it-notes kræver en dedikeret strategi, og den er der desværre ikke mange, som tager med i ligningen.

– Og det er en skam, for herved misses en meget stor mulighed for at løfte engagementet internt i virksomhederne. Jeg vil godt hævde, at her er både toplinje- og bundlinje-vækst og ikke mindst innovation. For slet ikke at tale om de værdier, engagerede medarbejdere frigiver i virksomhederne, slutter Søren Berg.

Er du interesseret i digital transformation, læs mere her om Digital Copenhagen16. Her er keynotes bl.a. David Rogers, forfatter til "The Digital Transformation Playbook" og Lars Bastholm, den eneste dansker med tre digitale Grand Prix'er i Cannes.