Forbrugerombudsmanden mener, at bilmærket Chevrolet har været lidt for kæk i markedsføringen.

Faktisk beskrives en af selskabets tv-reklamer som vildledende, eller som det hedder i en pressemeddelelse fra institutionen: ”I strid med markedsføringslovens vildledningsforbud”.

Afgørelsen følger i kølvandet på en stribe klager over en tv-reklame for en Chevrolet Spark.

I tv-reklamen reklamerede Chevrolet for, at man ved køb af en Spark LT kunne få mindst 30.000 kroner for ens gamle bil.

I starten og slutningen af reklameindslaget blev det oplyst, at fra-prisen på en Spark var 83.900 kroner.

Tilbuddet om mindst 30.000 for ens gamle bil, gjaldt imidlertid netop ikke for den bil, der blev oplyst pris på, men for en model, der kostede 146.000 kroner, altså 74 procent mere.

Forbrugerombudsmanden ”fandt derfor, at den oplyste fra-pris var irrelevant og ukorrekt i forhold til tilbuddet”.

- Brug af en fra-pris – eventuelt suppleret med oplysninger om ekstraudstyr – er kun er acceptabel, hvis prisoplysningen også er relevant i forhold den model, der er omfattet af tilbuddet. Dette gjorde sig ikke gældende i denne sag, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Chevrolet har indstillet den pågældende kampagne og markedsføring, og sagen vil derfor ikke blive forfulgt nærmere.