Midt i en imagekrise, som flere eksperter har spået vil vare år endnu, har Danske Bank lanceret en ny strategi, akkompagneret af en meget synlig og meget iøjnefaldende reklamekampagne.

Bankens nye strategi og kommunikation bygger på sloganet ”New Standards”, og bureauet, der har bidraget med sparring og rådgivning, er Mensch.

Kampagnen har, siden den gik i luften i mandags, fået ros, men den er også blevet kaldt alt fra ”tom” og ”blottet for indhold” til ”hyklerisk” – eller som Brandhouse-direktør Stiig Helgens Binggeli i søndags sagde til Jyllands-Posten:

- Danske Bank skal orientere sig mod hverdagen, menneskers hverdag og ikke globaliseringens og finanskapitalens udfordringer. Den skal forstå at bekymre sig om de nære spørgsmål. Jeg vil ikke have New Standards. Jeg vil have en bankmand, som er interesseret i ”My Standards”.

Her er det vigtigt at bemærke, at kampagnen ikke primært er målrettet Danske Banks hjemmemarked, altså Danmark, men derimod fra begyndelsen er tænkt globalt. ”Vi” er med andre ord ikke den primære målgruppe, eller hvad?

Lad os endelig høre, kære læser: Hvad synes du? Hvem taler Danske Bank til? Og rammer kampagnen rigtigt – eller går det bare helt galt? Du kan give din mening til kende i afstemningsmodulet til højre for artiklen eller i debatten.

Se bankens reklamefilm her.