Danske Bank har har inviteret protestbevægelsen til dialog efter den massive kritik af bankens kampagne "New Normal - New Standards."

Danske Banks pressechef Kenni Leth bekræfter, at de to parter går i dialog. Han tilføjer, at der ikke er noget hemmeligt i det, men at tidspunktet - onsdag den 19. december klokken 11.30 - nu ligger fast.

For Rune Skjold Larsen fra Occupy-bevægelsen er mødet en mulighed for at komme til orde over for banken.

- Occupy er en åben og imødekommende bevægelse. Vi har derfor sagt ja til at mødes, og vi ser frem til at have en konstruktiv dialog, siger han til Ritzau.

- Vi regner med, at vi skal diskutere bankernes rolle i samfundet og deres kampagne - både i forhold til hvad de mener at sige, og hvordan den er blevet forstået udefra, tilføjer han.

Kampagnen har været massivt eksponeret i de danske medier. Af samme grund har storbanken fjernet det mest kontroversielle billede - det af en ung mand, som tilsyneladende tilhører den antikapitalistiske protestbevægelse mod storbankerne. (Se billedet i toppen af artiklen, red.)

På kampagnens helsides avisannoncer har en ung mand en dollarseddel med teksten "Occupy" over munden.

Det har nu også skabt international debat, at banken bruger den antikapitalistiske Occupy Wall Street-bevægelse i sine reklamefremstød.

- Derfor vil vi fortælle dem, at der er forskel på den kritik, de hører og reagerer på - og den kritik, folk reelt retter mod dem. Det vil vi tydeliggøre over for dem, siger Rune Skjold Larsen.

Dog er han i tvivl om, hvad der helt konkret kan komme ud af dialogen:

- Det, vi håber på nu, er en god dialog. Og på at kunne præsentere nogle idéer. Ellers må vi jo bare se, hvad der sker.

/ritzau/jml