Der sker ting og sager på personalefronten i det oprindeligt danske onlinebureau goviral, som sidste år blev købt af mediegiganten AOL, i øjeblikket.

En af stifterne, Jimmy Mayman, indtog for nylig hjørnekontoret i AOL-ejede i Huffington Post, og nu rykker Jacob Lachmann, der i en årrække stod i spidsen for goviral i Norden, også op i AOL-hierarkiet og bliver ny VP of Sales i AOL Advertising.com Group, International.

I den nye rolle vil Lachmann være ansvarlig for at videreudvikle det internationale salgsarbejde og ekspansionsstrategien for goviral og Advertising.com netværket. Det blev dannet i maj 2011, og det skal positionere AOL som global partner for udgivere, annoncører og bureauer.

Virksomhederne, der udgør AOL Advertising.com gruppen er Advertising.com, ADTECH, AOL On, goviral og Pictela.

Lachmann har brugt de sidste år som nordisk Managing Director hos goviral. Under hans lederskab, har den nordiske afdeling fordoblet omsætningen hvert år og åbnet to nye kontorer i henholdsvis Sverige og Norge. Lachmann har været involveret i flere internationale kampagner, inklusiv den seneste virale succes ”Ballerina Stunt” fra Volvo Trucks

Før goviral, arbejdede Lachmann syv år i ledelsen hos det globale reklamenetværk Ad Pepper Media. Han er bl.a. også formand for SIME Denmark, som er den danske del af Nordeuropas største mediekonference med fokus på digitale løsninger.

- I takt med at flere og flere brands kæmper om forbrugernes opmærksomhed online, er annoncører konstant nødt til at udfordre måden at nå deres målgruppe på i et socialt, skaleret og ofte internationalt perspektiv, siger Jacob Lachmann. 

Ifølge Rene Rechtman, som er international SVP hos AOL Advertising.com Group, International, så er den nordiske afdeling blevet væsentligt styrket under Lachmanns ledelse.

- I forbindelse med vores vækstplan for Advertising.com Group, har vi brug for et par erfarne hænder til at arbejde med vores lokale teams internationalt.  Jacobs indsigt og kommercielle erfaring indenfor online media og branded video advertising vil være med til at drive vores dedikerede søgen efter værdiskabende løsninger til næste generations annoncører og brands, lyder det fra ham.

Stigler i spidsen herhjemme 

Lachmann overtager rollen som ny international salgs VP for AOL Advertising.com øjeblikkeligt. Han bliver ansvarlig for samtlige salgsenheder med undtagelse af Nordamerika og Japan, og vil referere direkte til Rene Rechtman, SVP hos Advertising.com Group International. 

Jakob Stigler overtager rollen som nordisk Managing Director for goviral og overtager arbejdet med at fortsætte goviral’s vækst i de nordiske markeder.

Stigler vil forestå driften af alle kontorer i regionen. Forud for stillingen som Managing Director har han arbejdet fire år hos goviral som Account Manager og senest Nordic Account Director. Peter Østrem fortsætter arbejdet som Nordisk Director for Advertising.com netværket i Norden.