Efter en længere pitch ”med flere ture til landet af ost og chokolade”, som Hello Mondays kreative chef og partner Jakob Kahlen udtrykker det, blev det danske bureau udvalgt som global, digitalt lead for schweiziske Nespressos seneste kaffebrand.

Det er tydeligt i øjeblikket, hvor Nespresso er i færd med en større markedsføringsindsats globalt for det nye brand, og det meste foregår på digitale platforme.

Naora – som det nye kaffebrand hedder – er baseret på en ide om at høste bønnerne sent i modningsprocessen for at opnå specielle frugtagtige aromaer.

Kapsel-kampagne
Den tankegang afspejler sig på det nyudviklede site, der danner rammen om en række mini-dokumentarfilm, hvor Nespresso har været i Sydamerika for at dokumentere kaffehøsten og tale med kaffebønderne om processen.

- Det har været utroligt lærerigt at arbejde med Nespresso på dette projekt. De fokuserer knivskarpt på det overordnede koncept igennem hele processen uden at lade sig friste af at udvide projektet indefra. Man kan virkelig mærke, at de har erfaring med at køre disse store globale digitale kampagner og de ved, hvad der skal til for at aktivere 50 markeder på én gang, siger Jakob Kahlen, Creative Director og Partner i Hello Monday

Den digitale kampagne for Naora er en af Nespressos cirka fire årlige kapsel-kampagner, som ryger ud til 50 markeder på 30 sprog.

Den store trafikmotor til sitet er Nespressos globale nyhedsbrev, som modtages af de mange millioner af modtagere af mailen fra Nespressos kundeklub.