Rigtig mange unge mellem 18 og 25 år går ikke automatisk ned og stemmer til kommunalvalget. Lokalpolitik er ikke interessant og relevant nok.

På den anden side er samme målgruppe ”skabs-tilhængere” af Liberal Alliance, ”skabs-” fordi de netop ikke er særligt aktive ved et kommunalvalg, men identificerer sig med partiets værdier.

Det har Liberal Alliance gjort til en central del af deres kommunale valgkamp:

– Vi ved fra utallige analyser, at de 18-25 årige langt hen ad vejen er enige i vores værdier. De vil frihed, og de er optimister. Derfor tænkte vi, da vi lagde strategien, hvorfor ikke appellere til det vi tror på, nemlig individets frie valg, og så ”bare” skubbe så mange unge som muligt ned til valgurnerne, siger Katrine Mortensen, kommunikations- og kampagnechef for Liberal Alliance.

– Vi kunne naturligvis også have valgt at holde fast i det tal-fokus, vi også er kendt for. Vi sparer så-og-så-mange-kroner-på-at-sænke-skatten-men-får-gang-i-økonomien-agtigt… for den slags kan vi også.

– Vi ville bare noget andet med netop denne målrettede indsats, der blev søsat i biograferne under sloganet ”Du kan godt”. Og det er den strategi, vi også har foldet ud i samarbejdet med Splay, og som vi kører ud via især YouTube.

LA er andet end blå mænd i Porscher

Var det nødvendigt?

– Husk på, at der desværre i nogle kredse er en opfattelse af Liberal Alliance som de ”Blå Mænd”, der sidder ved smarte glasborde, kører Porsche, og som ikke har meget til overs for kvinder. Det er noget sludder, men i nogle kredse har vi det omdømme.

– Det adresserer vi ved at tale op til de unge, snarere end ned til dem. Vi ved jo, at der groft sagt er to slags mennesker, dem der er bekymrede for fremtiden, og dem der er optimister. Vi taler til den sidste gruppe med de små film, der siger netop det: ”Lav ikke om på dig selv. Lav om på verden”, slutter Katrine Mortensen.

Det er med andre tilliden, Liberal Alliance bruger som kreativt greb, og du kan selv bedømme, om det lykkes.

Det meste af kommunikationen foregår digitalt, herunder en seks sekunders unskippable video ad på YouTube.

Du kan se ”spareribs” her.

Og her kommer ”senge-gymnasten”.