For første gang nogensinde har danske marketingprofessionelle i denne uge let ved at tage del i Social Media Week (SMW)-fænomenet, da eventen fra den 18. til den 22. februar foregår i København.

På programmet er flere end 50 arrangementer, hvor over 100 talere vil bidrage med deres viden om den sociale verden i en digital tidsalder rundt omkring i hovedstaden.

SMW er et globalt event, som finder sted to gange om året, og i disse dage foregår denne således sideløbende i byer som Paris, Lagos, Hamborg, Miami, New York, Milano, Singapore, Washington DC og Tokyo.  Og altså København.

Eventen er for længst sparket i gang, bl.a. med en noget alternativ battle-tilgang på Toldboden i København mandag aften.

I den mere seriøse ende af skalaen afholdt Dell i går et arrangement på Danish Design Center, hvor Anja Monrad, der står i spidsen for Dells marketing på verdensplan, fortalte om, hvordan Dell bruger sociale platforme i hele koncernen.

Ekspert: Burde inspirere

Til stede var bl.a. Jan Christiansen, head of Social hos Bates Y&R og lidt af en haj på Social Media-området, og han var begejstret.

-Anja Monrad understregede bl.a. et tidligere citat “En enkelt studentermedhjælper til at håndtere virksomheden eller brandets Facebook, Twitter eller Instagram-konti forslår som en skrædder i helvede”, fortæller han.

Derudover fortalte hun om, hvordan Dell opfordrer medarbejderne til at tage en intern uddannelse i social, således at man kan blive certificeret til at blive Dell administrator og derved har mulighed for skrive/svare på de sociale platforme på vegne af Dell.

- Det gode ved denne metode er dels at sikre, at man har et tilstrækkeligt forståelsesniveau omkring brugen af social, men – og det er mindst lige så vigtigt – sikrer man at alle medarbejdere er bevidste om, at Dell er meget aktive på social, siger han.

Indtil videre har 10.000 af Dells i alt 110.000 medarbejdere taget i mod tilbuddet om dygtiggørelse.

- Man kunne jo forsigtigt håbe på, at mange andre firmaer havde en lige så høj andel af medarbejdere der er både kvalificerede og interesserede i mulighederne indenfor social, lyder det fra Jan Christiansen.

Sidste vigtige pointe var en præsentation af Dells Listening Command Center, hvor de overvåger op imod 25.000 daglige samtaler om Dell.

- Skulle der ske det, at Dell bliver nævnt negativt, så rækker de hånden ud, for at give mulighed for at hjælpe og afhjælpe evt. udfordringer i forbindelse med købet og brugen af Dells produkter, som kunderne måtte have, fortæller Jan Christiansen.

Dell opdeler de sociale forbrugere i tre kategorier:

Demoters de negative

Neutrale

Promoters de positive

Dell har valgt at bruge kræfterne på at påvirke to af grupperne, nemlig Demoters, så de i det mindste ikke taler negativt om Dell, og Promoters, som får yderligere motivation til at fungere som ambassadører og tale godt om Dell.

- Alt i alt efterlod Anja Monrad et klart indtryk af, at Dell interesserer sig for deres kunder, såvel negative som positive, og at de ser stort potentiale i at bruge social, lyder vurderingen fra Jan Christiansen.

Du kan følge med i Social Media Week herog samtlige events kan følges live på Twitter.

Derudover streames udvalgte events direkte på YouTube.

Huset Markedsføring studerende afholder også et arrrangement i forbindelse med Social Media Week, hvilket du kan læse meget mere om her.