Det går - som Kim Larsen og Gasolin sang tilbage i 70’erne - ”deruda’”for en af landets store bureau-grupper Direct Gruppen.

Virksomheden har just afleveret årsregnskab for 2012, og det viser, at de fire selskaber i gruppen - DM Partner A/S, Director A/S, TM Partner A/S og iDQ A/S - er vokset fra 33 millioner kroner i bruttoavance i 2011 til 40 millioner i 2012 - svarende til en vækst på 22 procent.

Væksten skyldes, ifølge gruppens adm. direktør Peter Nyemann, ikke mindst øget fokus på Big Data, og Direct Gruppen køber i samme forbindelse også en andel af det nystartede search marketing bureau Webjuice.dk.

Nyt forretningsområde
Det sker med effekt fra 1. juli og betyder, at Direct Gruppen udvider med search marketing som nyt forretningsområde.

- Search Marketing ydelser efterspørges i stigende grad af vores kunder, og det er derfor en naturlig forlængelse af de ydelser, vi i forvejen leverer omkring lead-generering og salg, siger Peter Nyemann og tilføjer:

- Samarbejdet med Webjuice giver os mulighed for - inden for Direct Gruppe-konceptet - at arbejde integreret med Google som mediakanal. Ideen med Direct Gruppen er over for kunderne at kunne tilbyde alle direct discipliner i et samlet setup, og dette billede bliver nu fuldendt med Webjuice.dk i gruppen.

Peter Nyemann kalder folkene bag Webjuice.dk - Jacob Kildebogaard og Søren Riisager - ”dygtige håndværkere, der repræsenterer den høje faglighed, vi også kender fra de andre selskaber i Direct Gruppen.”

Nye lokaler

Med integrationen af Webjuice runder Direct Gruppen 35 medarbejdere på kontoret i København, og planen er derfor også, at gruppen til efteråret forlader Østerbrogade og rykker til Ewaldsgade - med udsigt over Peblingesøen.

- Der er ikke længere plads i lokalerne på Østerbrogade, men i Ewaldsgade får vi 860 kvm og plads til yderligere vækst, siger Peter Nyemann.

Og yderligere vækst forventer han:

- Vi tror på, at udviklingen forsætter, og vi kan vedblive at vokse minimum 20 procent om året.