I fjor tiltrådte Kim Jong Andersen som ny juryformand ved Danish Internet Award (DIA), og det medførte en hel del ændringer.

Ikke blot blev antallet af priser væsentligt øget. Det samme gjorde juryerne bestående af fagfolk, og udvidelsen fortsætter i år, lyder det fra juryformanden, der til daglig passer et job som Senior Vice President i bureauet ADtomic.

- Vi øger fra 17 til 21 kategorier, så der i år, inklusive særpriser, bliver uddelt i alt 23 priser, siger han.

Men det er ikke de største forandringer ved DIA anno 2013. Det handler i langt højere grad om at tilpasse sig bureaubranchens virkelighed, hvor kampagner bliver sværere og sværere at sætte i bås.

- I dag giver det jo ikke meget mening at tale om rene, digitale kampagner. Langt det meste kampagnearbejde foregår integreret, og det skal naturligvis også afspejle sig i vores bedømmelser af arbejderne, siger han.

ROI i centrum

Han ser gerne, at DIA ikke kun er et award-show, hvor det kreative er i det absolutte højsæde, når juryerne finder frem til vinderne.

- Det er vigtigt for mig at understrege, at vi både hylder kreativiteten og den forretningsmæssige effekt, og at DIA netop er et awardshow, der ikke ser et modsætningsforhold mellem de to størrelser, hvilket også ses af den brede jurysammensætning, siger han

- Derfor har vi i år nye kategorier som E-commerce, Business Development og Return on Investment, som skal balancere DIA endnu mere og forhåbentligt demonstrere, at kreativitet ikke blot handler om flotte eksekveringer, men i lige så høj grad om originale forretningsidéer eller effektive måder at nå og involvere brugerne på, siger han.

Betyder det, at I vil være det nye AEA (Advertising Effectiveness Award)?

 - Nej, slet ikke. Det er et helt andet fokus. Vi holder jo samtidig fast i eksempelvis de digitale håndværkskategorier, såsom Visual Design og Content Production, så det er brugen af digitale platforme som forretningskritisk afsæt for virksomheder og organisationers kommunikation, produktudvikling, salg og service, der er i højsædet, siger han.

Der er deadline for indsendelser til DIA 13 den 7. marts. Prisfesten afholdes i år i Wallmanns i Cirkusbygningen i København den 17. april.

Du kan læse meget mere om prisen og tilmelde dig her.