Mens flere trykte medier kæmper for deres eksistensgrundlag i en digital verden, så går en af de store digitale spillere nu mod strømmen.

Det drejer sig om modeshoppen Boozt.com, der i dag lancerer et nyt, nordisk modemagasin med livsstilsjournalistik, modetrends og portrætinterviews.

Boozt Magazine oversættes til fire sprog og blive omdelt til 100.000 kunder i Norden i dag, den 30. oktober, - og ifølge Peter G. Jørgensen, CMO hos Boozt.com, er det et naturligt skridt at tage for brandet:

- Vi mener, at der mangler et magasin, som formidler nordisk mode og forbinder de fire nordiske lande og kulturer. Boozt.coms styrke ligger netop i vores nordiske forankring og kendskab til nordiske brands og forbrugere, siger han.

Den første udgave er dedikeret julen og byder blandt andet på et portræt af de tre søstre bag det svenske tøjmærke House of Dagmar samt rejseguides, trendrapporter, interviews og modeserier.

Ikke bare online

- Boozt.com er i dag meget mere end en online modebutik. Det er et sted, hvor folk får inspiration. Vi har længe haft lyst til at bruge vores viden om de nordiske forbrugere til at skabe et lækkert fysisk magasin til mænd og kvinder, hvor vi tager fat i emner, som ligger tæt op af vores brand, tilføjer Peter G. Jørgensen.

Det er ikke første gang, at Boozt.com går nye veje i modebranchen.

Tidligere på året åbnede den digitale modebutik fx også en fysisk kosmetikbutik på RO’s Torv i Roskilde, ligesom man i 2016 åbnede et fysisk outlet i Copenhagen Designer Outlet i Høje Taastrup.

- Boozt.com er født digital, men hos os går det digitale og fysiske hånd i hånd. Derfor vil læserne også se ID-numre på produkterne i modeserierne i magasinet, så de nemt og hurtigt kan finde dem online, siger Peter G. Jørgensen, som oplyser, at der har været stor efterspørgsel fra annoncører til magasinet. Så stor, at man har måttet takke nej til flere interesserede brands. 

Egmont står bag det redaktionelle indhold i Boozt Magazine, og næste udgave af magasinet udkommer i foråret 2018.