En undersøgelse foretaget blandt medlemmerne af ADDA (Association for Danish Digital Agencies) viser, at langt de fleste digitale bureauer trodser den generelt negative udviklingstendens på mediemarkedet og hyrer flere medarbejdere.

Således har næsten to ud af tre digitale bureauer udvidet medarbejderstaben i forhold til samme periode i fjor, og hvert fjerde ADDA-bureau har oplevet en medarbejdervækst på mere end 10 procent.

17 procent har haft uændret beskæftigelse, mens hvert fjerde bureau har skåret i antallet af medarbejdere. En prognose for årets 4. kvartal tyder på fortsat vækst, og det hænger naturligvis sammen med, at stadig større dele af virksomhedernes annoncebudgetter flytter over på digitale platforme.

Det står også at aflæse i de digitale bureauers omsætning, som i 66 procent af tilfældene er røget i vejret. Blot hvert fjerde ADDA-bureau har haft en faldende omsætning.

Og udviklingen fortsætter...

ADDA’s formand, Søren Pommer, bekræfter udviklingen.

- Vi ser en stigende efterspørgsel på integrerede, digitale kommunikationsløsninger. Og det afspejler sig helt tydeligt i tallene fra ADDA Barometeret. Og der er ikke noget, der tyder på, at tendensen er aftagende, siger han.

Nye, endnu ikke offentliggjorte tal fra årets Trends-analyse, bekræfter at flere og flere annoncører søger digitale, strategiske løsninger.

Dansk Annoncørforenings direktør Otto B. Christiansen er ikke overrasket over udviklingen.

- Vores medlemmer efterspørger holdbare og gennemtænkte digitale løsninger, og kravene til de digitale løsninger bliver større og større, så derfor bliver med stadig mere relevant at gå til et digitalbureau, siger Otto B. Christiansen.

ADDA - der har 19 digitale bureauer som medlemmer - afholder i øvrigt et arrangement, ADDA Day 2012, om otte dage, hvor digitaliseringen, sociale medier og mobile apps samt et kraftigt skub til kendte forretningsmodeller i reklamebranchen er på dagsordenen.

Du kan læse meget mere om arrangementet her.