I andet halvår af 2012 voksede det digitale annoncemarked med blot to procent ifølge tal fra bureauernes brancheorganisation, Kreativitet & Kommunikation.

Samtidig viser en prognose fra mediebureauet ZenithOptimedia blot en vækst på tre procent på det digitale marked i år, hvilket angiveligt vil falde til omkring to procent i 2014 og 2015.

Det kunne måske godt give anledning til lidt hængemuleri i den digitale del af den danske bureaubranche, men det er ikke tilfældet.

Tværtimod kan de danske digitalbureauer, som er en del af ADDA (Association for Danish Digital Agencies), melde om fremgang.

85 procent af de 19 medlemsbureauer har således haft vækst i omsætningen i 2012 sammenlignet med 2011. Flere end 46 procent kunne endda prale af en vækst på mere end 10 procent. 16 procent af medlemmerne melder om tilbagegang.

Digital optimisme

To ud af tre ADDA-bureauer har også haft en vækst i omsætningen i fjerde kvartal i fjor, og af disse havde 41,7 procent en vækst på mere end 10 procent. Hvert fjerde ADDA-bureau har noteret en tilbagegang.

Samtidig viser opgørelsen, at 77 procent af bureauerne forventer, at væksten fortsætter i årets første kvartal. Godt 15 procent forventer en nedgang.

2 af 3 bureauer har hyret nye medarbejdere i 2012. Næsten halvdelen har øget beskæftigelsen med mere end seks procent, mens hvert fjerde bureau har skåret i medarbejderstyrken.